Foto: Shutterstock

Få ledige kontorer i Nordjylland: – Som mæglere kører vi på pumperne

Andelen af ledige kontorlokaler i Nordjylland er den laveste i 10 år, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk, oplyser landets største portal for erhvervslokaler.

Ifølge to nordjyske erhvervsmæglere er årsagerne det økonomiske opsving og begrænset nybyggeri af kontorer i landsdelen.

De seneste to kvartaler er antallet af udbudte kontorer faldet med 25 procent i Nordjylland. På nær et enkelt kvartal i 2018 skal vi tilbage til begyndelsen af 2012 for at finde et lavere udbud, som nu ligger på 5,8 procent af de samlede kontorarealer i landsdelen – markant under landsgennemsnittet på 7,3 procent.

Aktuelt har Ejendomstorvet.dk et udbud på knap 7.700 lejemål og ejendomme på landsplan, heraf næsten 2.800 kontorlokaler. Præcis 200 ligger i det nordjyske – halvdelen eller 99 i Aalborg Kommune, 45 i Frederikshavn og 32 i Hjørring. I hver de resterende kommuner er udvalget begrænset til 2-5 ledige kontorlokaler. Læsø har slet ingen udbudte kontorer i øjeblikket.

EDC Erhverv og Nordicals
– Som mæglere kører vi på pumperne, fordi der lige nu er meget mere efterspørgsel, end vi har kontorlokaler på hylderne. Mange steder – for eksempel hos ingeniører, på klinikker, inden for it og det offentlige – er der brug for mere plads, fordi de har ansat flere under pandemien, og fordi medarbejderne vender tilbage til kontorerne. Vi hjælper for et udenlandsk firma med at finde et større kontor i Aalborg, ligesom vi har hjulpet et it-firma, som næsten har fordoblet antallet af ansatte det seneste år. Som en fremtidssikring købte firmaet en ejendom på 2.500 kvm og bruger selv cirka 1.500 kvm, mens vi har lejet resten ud til andre, siger Martin Brasholt Mikkelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, i en meddelelse.

Også hos Nordicals Aalborg er der travlt.

– Mange virksomheder skal bruge mere plads, nu når alle medarbejdere er retur og brugen af hjemmearbejdspladser falder. De fleste efterspørger kvalitet og nyere kontorlokaler, og derfor er det sværest at udleje de lidt ældre lejemål, for eksempel uden ventilation, aircondition, kantineløsning og p-muligheder. For fem-seks år siden fik Aalborg omkring 30.000 nye kontorkvm med for eksempel E-Huset i Østre Havn og Fronthuset på den tidligere Eternitgrund, og det gav højere tomgang i en periode, men nu mangler vi gode lejemål, siger partner Mattias Manstrup, Nordicals Aalborg.

Uden for Aalborg
Flere nordjyske byer er udfordret af, at virksomheder søger mod landsdelens metropol – især for at kunne tiltrække arbejdskraft. Det var netop begrundelsen, da Nordicals hjalp et ingeniørfirma i Hjørring til Svenstrup lidt uden for Aalborg.

Over en tredjedel af landets kontorareal ligger i hovedstaden, mens Nordjylland har knap 8 procent af de samlede kontorer. Det svarer til lidt over 1,7 million kvm, som er nogenlunde ligeligt fordelt mellem Aalborg og de øvrige 10 kommuner tilsammen.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder