Partner Peter Winther er Executive Director og chef for Capital Markets i Colliers i Danmark. Foto: Colliers

Colliers: 2021 blev nyt rekordår med handler for 105 milliarder kr.

105 milliarder kr.

Så meget blev der ifølge Colliers handlet ejendomme for på det danske investeringsmarked i 2021 – og dermed blev det forgange år det travleste nogensinde, eftersom den samlede omsætning for første gang rundede de magiske 100 milliarder kr.

Til sammenligning opgjorde Colliers den danske transaktionsvolumen til 72 milliarder kr. i 2020, hvilket med andre ord betyder, at volumenen ifølge landets største erhvervsmægler er steget med 46 procent på et år.

Læs mere i Colliers: 2021 kan blive blandt de travleste år nogensinde i ejendomsmarkedet

Den dugfriske 2021-opgørelse fra Colliers på 105 milliarder kr. kommer efter Cushman & Wakefield RED’s opgørelse på 106 milliarder kr. og Nordicals Københavns foreløbige opgørelse over den danske transaktionsvolumen på ’mere end’ 94 milliarder kr.

Læs mere i Nordicals København: 2021 blev rekordår med handler i Danmark

Læs også RED: 2021 slog rekord med handler for 106 milliarder kr.

Der findes ingen officielle tal for den danske transaktionsvolumen, men konsensus blandt landets erhvervsmæglere er, at rekordåret hidtil var 2017 med en volumen på omkring 90 milliarder kr.

Peter Winther: Et vanvittigt travlt år
– Allerede tidligt i 2021 kunne vi fornemme, at det ville blive et vanvittigt travlt år på tværs af hele spektret af ejendomsinvesteringer. Økonomien er blevet forbedret med høj vækst og beskæftigelse, renten er ikke steget synderligt. og investorerne har trippet for at komme i gang efter en lidt afventende holdning i en del af 2020. Så der har været høj aktivitet med både nationale, internationale og lokale ejendomsinvestorer – og ikke kun i København, siger partner og Executive Director Peter Winther, der leder Colliers’ Capital Markets i Danmark.

Peter Winther peger på, at det især har været de udenlandske investorer, som har været i offensiven og taget mange af de helt store transaktioner. Helt konkret udgjorde de 52 procent af de samlede investeringer i 2021, og Colliers har af samme årsag oprettet afdelingen International Client Desk til udelukkende at betjene kunderne fra udlandet.

Fordobling i handler inden for industri- og logistikejendomme
Som forventet blev boligejendomme, der betragtes som sikre core-investeringer, med 55 procent af den samlede transaktionsvolumen investorernes fortrukne segment. Næststørst var kontorejendomme med cirka 18 procent af den samlede volumen.

Det procentuelt største hop skete dog inden for industri- og logistikejendomme, hvor transaktionsvolumenen blev fordoblet i forhold til 2020 til omkring 13 milliarder kr. Her gav pandemien og en eksplosion i nethandlen et ekstra skub i efterspørgslen, som ikke kunne matches af udbuddet.

Og rekorderne fortsatte: Antallet af transaktioner til over 500 millioner kr. steg med 150 procent. Her var det igen investorer fra udlandet, som tog den største bid af lagkagen – 77 procent for at være helt præcis.

– De store transaktioner drives i høj grad af internationale investorer. De tænker langsigtet og har fokus på core-investeringer. De kigger mod Danmark, fordi vi fortsat bliver betragtet som et såkaldt safe haven med en stabil økonomi og sikre afkast. Så gør det ikke så meget, af startafkastkravet kryber under 3 procent, som det faktisk blev tilfældet i flere segmenter, siger Peter Winther.

Samtlige transaktioner, der inden for industri og logistik var på over 500 millioner kr., havde internationale investorer som køber.

Stigende fokus på grønne investeringer i 2022
Også i 2022 forventer Peter Winther, at de samfundsøkonomiske forhold vil skabe gunstige forhold for en meget høj kadence og allokering af penge til ejendomsinvesteringer.

En undersøgelse fra Colliers’ europæiske organisation gennemført i efteråret 2021 viser samtidig, at vi kan forvente en række nye tendenser i investeringerne fra de største, internationale investorer.

Her svarer 75 procent, at de vil integrere grønne mål i deres ejendomsinvesteringer, dels som et led i egen strategi, men også for at fremtidssikre deres kunders investeringer. Samtidig forventer de at lægge flere investeringer i nye og moderne kontorejendomme i de større byer, mens ældre og utidssvarende kontorlokaler afskaffes i porteføljerne.

Den største kilde til bekymring blandt investorerne er dog de stigende byggeomkostninger. Her svarede hele 80 procent, at de stigende omkostninger ville have indflydelse på udbuddet af bæredygtige ejendomme fra nybyggeri til renoveringsprojekter.

 

Fakta: Transaktionsvolumenen i 2021 overgik 2017

– Der findes ingen officielle tal for den danske transaktionsvolumen, men konsensus blandt landets erhvervsmæglere er, at rekordåret hidtil var 2017 med en volumen på omkring 90 milliarder kr.

– Hidtil har først Nordicals København opgjort sin foreløbige 2021-opgørelse til ’mere end’ 94 milliarder kr., mens Cushman & Wakefield RED’s og Colliers’ opgørelser viser henholdsvis 106 og 105 milliarder kr.

– Da der ikke findes officielle tal for transaktionsvolumenen i Danmark, opgøres tallene af de førende mæglerhuse. Der er typisk forskel på tallene i forhold til, hvilke transaktioner der er medtaget, hvor mange selskabshandler, der er inkluderet og andre faktorer, der betyder, at der i de første uger af året kommer en række opgørelser, som Estate Media løbende bringer og samler op til sidst

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder