Foto: Pixabay.

Tre ting vi tager med mod 2022 – og tre vi kunne lade ligge

2021 startede på papiret stille og roligt med en flere måneder lang nedlukning. Men i praksis var det helt anderledes for ejendomsmarkedet bragede derudaf.

Det har været et hæsblæsende og anderledes år med en pandemi, der bortset fra et par måneder, hvor alt var godt i august/september, har præget hele året og har sat skub i udviklingen i ejendomsbranchen på flere niveauer. Så hvad tager vi med ind i 2022? Og hvad kan vi lade ligge tilbage? Her er et par nedslagspunkter.

Det skal vi tage med i 2022:

* Boligbyggeriet har nok kørt lige stærkt nok. Derfor er det på sin plads, at flere aktører i 2021 ansatte lejerrådgivere, velfærdskonsulenter, bæredygtighedschefer eller fællesskabsudviklere. Det er nu, vi skal sikre os, at vi ikke skaber nye alt for ensartede og golde boligområder for det er den store risiko, når det går for hurtigt – og især med ejere som for eksempel Goldman Sachs eller Axa, der ikke har sin daglige gang i sine boligområder og næppe kan forventes at “sparke dæk” og høre, hvad beboerne synes eller lægge mærke til om der er hyggeligt at være i opgangen. Ja tak – til mere fokus på det aftryk, man sætter.

* Besynderligt nok har der så længe, man kan huske, grundlæggende været utilfredshed og jævnlig kritik med de største danske administrationsselskaber, og alligevel har alle brugt dem, for der var ikke noget alternativ. Men koden til den bedre service for små marginaler har været svær at knække. Nye direktører og nye konkurrenter på det danske marked skal ruske op i den situation. Det helt store samfundsnyttige håb er, at ikke bare investorerne, men også lejerne faktisk bliver mere tilfredse med driften af ejendommene og behandlingen af dem. Det ville betyde rigtig meget for ejendomsbranchens image. Ja tak – til meget mere fart på den udvikling i 2022.

* Har I nu styr på det der ESG eller SDG? Det er de færreste, der endnu ved helt om det betyder solceller på taget eller en habil bestyrelse. Men 2021 fik på forunderlig vis sat fart på den bæredygtige udvikling. Investorerne kræver det, fordi kapitalindskyderne kræver det, og de kræver det, fordi de i de fleste tilfælde investerer på vegne af store befolkningsgrupper i form af pensionsopsparere. Bæredygtighedstoget skiftede fra damp til TGV i 2021, og det kommer til at køre endnu hurtigere i 2022. Ja tak – til endnu mere fokus på ordentlighed, klima og social fremgang.

Hvad skal vi lade ligge tilbage?

* Forestillingen om retail som et døende segment. Det er på tide, at branchen vågner op og tager aktivt del i udviklingen af retail-segmentet. Retail er ikke dødt, men det er noget helt andet end det var engang. 2021 viste os både, at vi godt kan klare os uden men også, at vi savner den gode butik. Det var en overraskelse for de fleste, at tomgangen i butiksmarkedet faldt mange steder. Hvis de nye lejere skal have en chance, så skal samarbejdet mellem udlejere og lejere, offentlige myndigheder og organisationer og foreninger udbygges. Vi søger oplevelsen, men den kan kun skabes i fællesskab via den gode byudvikling.

* Tudser, flagermus og vandsalamandre. Dem har vi hørt for meget om endda på bekostning af der hvor fokus på biodiversitet virkelig nytter noget. Det er næppe realistisk desværre, at den diskussion bliver smidt overbord, for selvfølgelig skal den demokratiske proces have alle muligheder for at udfolde sig, men mulighederne for at klage over små dyrs levevilkår har taget overhånd. Samfundsværdier for millioner bliver brugt på unødvendige undersøgelser og forsinkelser af byggerier. Der skal findes en måde, hvor berettigede klager og indsigelser kan tages i betragtning uden, at det store maskineri rulles ud hver gang.

* Håbet om, at man kunne udvikle gode ejendomme ved at sidde bag hver sin skærm. Næsten to år med reduceret vidensdeling er to år for meget. På Estate Media kunne vi se, hvor netværkshungrende branchen var på blandt andet Ejendomsdagene efter nedlukningen. Og heldigvis kan man sige. Ejendomme skal bruges af mennesker, og de bedste ejendomme bliver ikke skabt ved, at man kun inddrager de synspunkter, der er udvalgt til at komme med dem på Teams. Ejendomsbranchen er en “people business”. Den er bygget på relationer, men den har også brug for at blive bygget på mange forskellige input, for ellers bygger, udvikler og renoverer vi forkert. Og det kan vores byer og samfund ikke tåle, når produktet bliver stående i 100 år, så vi får travlt i 2022 med at indhente al den small talk, – og big talk, – der fører til inspiration og i sidste ende giver et bedre ejendomsprodukt.

Der er helt sikkert meget mere. Hvad synes du, vi i ejendomsbranchen skal tage med i 2022, og hvad skal vi lade ligge?

God jul og godt nytår fra redaktionen!

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje