
onsdag 22. december 2021 10:18
Birch Ejendomme og Alma Property Partners skal udvikle boligprojekt i Horsens
Ejendomsselskaberne Birch Ejendomme og Alma Property Partners indgår et joint venture-samarbejde om at bygge 144 lejligheder i Horsens med et samlet areal på 10.700 kvm.
Konkret skal boligerne opføres ved Nørrestrand cirka 2,5 km fra Horsens Centrum.
Byggeriet starter i begyndelsen af 2022 og forventes færdigt i 2. kvartal 2023, oplyser Birch Ejendomme.
Birch Ejendomme er totalentreprenør på projektet, står for asset management og vil stå for administration af ejendommen ved idriftsættelse.
Projektet er etape 5 og 6 ud af i alt 8 etaper i Nørrestrand. Birch Ejendomme har tidligere frasolgt etape 1-4.
– Vi er meget tilfredse med at udvide vores samarbejde med endnu en professionel og velrenommeret international investor. Samarbejdet falder i tråd med vores fortsatte udvikling af forretningen, hvor vi har et ønske om at eje en del af ejendomme vi opfører enten helt, eller delvist i samarbejde med professionelle investorer, udtaler Thomas Bertelsen, partner i Birch Ejendomme.
Alma Property Partners er der stor tilfredshed med projektet i det østjyske.
– Vi har store forventninger til samarbejdet med Birch Ejendomme, som vi anser som en yderst kompetent ejendomsudvikler med en bred kompetencedækning in-house, udtaler Hüseyin Meric, Landechef for Alma Property Partners.
Birch Ejendomme er blevet rådgivet af Accura, Alma Property Partners, Bruun & Hjejle samt EY.
Der er ikke offentliggjort et beløb for projektet.
Birch Ejendomme er en familieejet virksomhed, som i dag ejes og drives af de fem partnere, René Birch, Thomas Bertelsen, Peder Østergaard, Thomas Bøgild-Jakobsen og Kenneth Biirsdahl.