Adm. direktør William Kanta, Bostad. Foto: Bostad

William Kanta: Et stærkt hold har gjort det muligt at sælge Bostad

Som Estate Media kunne breake torsdag middag, er AP Pension og Bankinvest gået sammen med Thylander som asset manager i forbindelse med, at AP Pension køber hele det danske ejendomsselskab Bostad med en balance på 2,7 milliarder kr. og mere end 70 ejendomme med samlet over 1.700 boliger.

Dermed har den amerikanske kapitalforvalter Castlelake, L.P. solgt Bostad i en milliardhandel. Bostads balance var i seneste regnskab – 2020/21 – 2,7 milliarder kr.

Estate Media erfarer, at prisen er omkring 450 millioner euro – altså cirka 3,350 milliarder kr.

Læs mere i AP Pension køber Bostad for små 3,4 milliarder kr. – købsbud fra tre kontinenter

Bostad har været på en exceptionel vækstrejse, siden selskabet blev afnoteret fra fondsbørsen sidste år og træder nu ind i en ny fase.

– Et stærkt hold og ambitiøs forandringsledelse er årsagen til transformationen af Bostad, der ligger forud for handlen, lyder det fra CEO William Kanta.

Sælger efter turnaround
Salget af Bostad til AP Pension er kulminationen på en gennemført turnaround. Bag den står Bostads ledelsesteam, der udover William Kanta tæller CFO Simon Bezzelt Moestrup og COO Michael Brichmann.

– Indsatsen fra et dedikeret hold har muliggjort transformationen af Bostad. Jeg er både stolt og fuld af beundring af mit team. Vi kunne ikke have gjort det uden dem, siger William Kanta.

– Bostad er kommet i mål med strategien på rekordtid og fremstår i dag som en fuldt integreret asset management-platform. Vi er stolte af det sted, som Bostad er i dag, og den interesse, vi er blevet vist – med bud fra tre kontinenter i salgsprocessen. Salget til AP Pension i samarbejde med Thylander gør det muligt for Bostad at fortsætte vækstrejsen på de bedste betingelser, siger William Kanta.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Bostad

William Kanta har stået i spidsen for selskabet siden 2019, hvor han foretog et navneskifte til Bostad og implementerede en ny strategi for at gøre det Nasdaq-børsnoterede ejendomsselskab til et førende dansk boligselskab. En strategi, som har været fuldt støttet af Castlelake siden amerikanernes overtagelse af selskabet i april 2019.

Læs mere i Tvangsindløsning: Amerikansk ejer afnoterer Bostad fra fondsbørsen

Nyt rekordregnskab
Vækstkurven er siden da gået stejlt opad – og 30. november offentliggjorde Bostad sit bedste regnskab nogensinde, hvor selskabet i 2020/21 leverede en vækst i bruttofortjenesten på 50 procent og sikrede sig et overskud på en kvart milliard kr. før skat med stærke forventninger til indeværende regnskabsår.

Ved udgangen af juni var balancen på 2,7 milliarder kr., mens egenkapitalen vokset fra 460 til 835 millioner kr.

– For os har det ikke kun handlet om at blive gode til at drifte. Det har også handlet om at bidrage til at fremtidssikre ejendomsmarkedet med hensyn til kulturarv, menneskers livskvalitet og ikke mindst klima og miljø, siger William Kanta.

Bostad har på to år gennemgået en transformation og fremstår forbedret på alle parametre. Det er sket ved gennemførsel af en række strategiske forandrings- og innovationsinitiativer, herunder rebranding og repositionering af virksomheden, afnotering fra Nasdaq Copenhagen, reorganisering af koncernstrukturen, refinansiering af gælden, insourcing af facility management, implementering af it- og proptech-værktøjer, fokusering af porteføljen, renovering af 48 ejendomme og opkøb for over 1,1 milliard kr. i danske vækstbyer i den næststørste handel på boligmarkedet i 2019.

– Vi er lykkedes med at cementere Bostads position som en førende regional aktør på det danske boligmarked med boliger i god kvalitet, der er til at betale, i en række danske vækstbyer. Det har været en spændende rejse, hvor vi har taget et selskab med udfordringer og forandret det til en attraktiv investering for en pensionskasse, fortæller COO Michael Brichmann, der blev hentet fra Gorrissen Federspiel.

Bostad-teamet bliver en del af Thylander
Bostad-teamet bliver fremover en del af Thylander.

– Vi er meget stolte af denne transaktion og er glade for den tillid som AP Pension har vist os, siger bestyrelsesformand Lars Thylander og tilføjer:

– Vi ser handlen som et første skridt i et langvarigt stærkt samarbejde, der indebærer store perspektiver for både os og AP Pension i relation til denne portefølje. 

Thylander overtager et team bestående af nøglemedarbejderne fra Bostad, der fremover vil fortsætte deres arbejde i Thylander. 

– Teamet hos Bostad har gjort et fantastisk arbejde med at drive og udvikle porteføljen, og vi ser meget frem til at byde de dygtige medarbejdere fra Bostad velkommen hos os, siger Lars Thylander. 

Læs også Birch Ejendomme og Bostad i bolighandel til over 1,1 milliard kr.

Læs alle nyheder om transaktioner her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Videre til værktøjslinje