SLA har vundet den store landskabs- og byrumsmasterplan for Euston Station & Neighborhood i London. Den 25 ha store masterplan forventes at skabe 3.000 nye boliger, 35.000 nye arbejdspladser, op til 1 million kvm nyt udviklingsareal, tiltrække 75 millioner årlige besøgende og skabe 85.000 kvm nye parker, byrum og gågader. Illustration: SLA

SLA vinder ’Londons vigtigste byudviklingsprojekt de kommende 30 år’

Den danske landskabsarkitektvirksomhed SLA har i international konkurrence vundet den store landskabs- og byrumsmasterplan for Euston Station & Neighborhood i London. Masterplanen dækker et 25 ha stort område i det centrale London, herunder 85.000 kvm nye parker og grønne byrum.

Det oplyser Danmarks største landskabsarkitektfirma, som fremhæver, at Euston-projektet med sin størrelse og betydning er blevet kaldt ’Londons vigtigste byudviklingsprojekt de kommende 30 år’. Byudviklingsprojektet har en samlet projektsum på 10 milliarder britiske pund – omkring 87 milliarder kr.

Bygherre er Lendlease, London Borough of Camden.

Masterplanen for Euston-bydelen, der ligger mellem Regent’s Park, Camden Town og British Museum, omfatter designet af en af verdens travleste højhastighedstogstationer, overdækning og omdannelse af baneterræn samt transformation og redesign af det eksisterende byområde til et nyt, levende bykvarter. Masterplanen forventes at skabe 3.000 nye boliger, 35.000 nye arbejdspladser, op til 1 million kvm nyt udviklingsareal, tiltrække 75 millioner årlige besøgende og skabe 85,000 kvm nye parker, byrum og gågader.

Tidsplan
SLA er udvalgt til opgaven af den internationale developer Lendlease igennem en inviteret udbudskonkurrence, der involverede seks internationale og britiske landskabsarkitektvirksomheder.

– Vi er meget glade for at have vundet denne opgave og for at arbejde sammen med Lendlease, City of London og Camdens lokalsamfund om et så vigtigt projekt for London. For os repræsenterer Euston en unik mulighed for at transformere en isoleret, ret forurenet del af London til et naturfyldt, bæredygtigt og socialt inkluderende bykvarter ved at bruge de eksisterende fysiske og sociale kvaliteter som drivere, siger designdirektør og partner Rasmus Astrup, SLA, i en meddelelse.

SLA afleverer første del af Euston Public Realm & Landscape Masterplanen i juli 2023. Højhastighedstogstation og den første fase af masterplanen forventes realiseret i 2032, inden den fulde udbygning af området forventes færdiggjort i 2050.

SLA med fremgang
SLA A/S, som er stiftet af Stig L. Andersson, er ejet ligeligt af partnerne – designdirektør Stig L. Andersson, designdirektør Rasmus Astrup og adm. direktør Mette Skjold. I 2020 opnåede det København-baserede landskabsarkitektselskab et resultat før skat på 7,2 millioner kr. mod et overskud på 6,7 millioner kr. året før. Samtidig steg nettoomsætningen til 86 millioner kr. fra 76 millioner kr. i 2019.

SLA blev i 1993 officielt stiftet som Stig L. Andersson Landskabstegnestue. I 2013 indtrådte Rasmus Astrup og Mette Skjold i partnerkredsen.

 

Fakta: Projektet

– Sted: London, England

– Bygherre: Lendlease, London Borough of Camden

– Areal: 25 ha

– Samlet projektværdi: 10 milliarder britiske pund – omkring 87 milliarder kr.

 

Læs alle arkitektnyheder her

Læs alle navnenyheder her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder