Kongelunden i Aarhus med fodboldstadionet Ceres Park. Forrest i billedet ses Tivoli Friheden. Foto: Aarhus Kommune

42 teams vil tegne nyt fodboldstadion i Aarhus

42 arkitektteams fra ind- og udland ønsker at blive prækvalificeret til projektkonkurrencen om at tegne et nyt fodboldstadion i Aarhus.

Det oplyser Kongelundens Sekretariat under Aarhus Kommune.

29. november var der frist for, at interesserede teams af arkitekter og øvrige rådgivere kunne byde ind på at deltage i projektkonkurrencen.

Det nuværende fodboldstadion i Aarhus. Mange bryder sig ikke om løbebanen rundt om banen. Foto: Aarhus Kommune

Hos Aarhus Kommune, der er bygherre på stadionprojektet, er der stor glæde over den massive interesse, og at kommunen er lykkedes med at tiltrække internationale kapaciteter.

– Et hurtigt kig ned over de 42 bydende teams viser, at det er et meget stærkt felt. Det er et fantastisk udgangspunkt for i sidste ende at finde det helt rigtige team med det rette match mellem evnen til at skabe arkitektur i verdensklasse kombineret med en professionel og bæredygtig byggeproces, siger Alvaro Arriagada, projektdirektør i Kongelundens Sekretariat, i en meddelelse.

De udvalgte teams, der skal deltage i projektkonkurrencen om fodboldstadionet, får i januar 2022 tilsendt konkurrenceprogram, hvor det også bliver offentliggjort, hvilke teams der deltager i konkurrencen. Vinderen bliver udpeget senest i efteråret 2022.

Læs også Salling Fondene og Lind Invest vil donere 500 millioner kr. til nyt stadion i Aarhus

 

Fakta: Processen

– De udvalgte teams, der skal deltage i projektkonkurrencen om nyt fodboldstadion, får tilsendt konkurrenceprogram den 13. januar 2022, hvor det også bliver offentliggjort, hvilke teams der deltager i konkurrencen

– Der bliver udpeget en vinder senest i løbet af efteråret 2022

– De udvalgte teams, der skal deltage i parallelopdraget om en udviklingsplan for Kongelunden, får tilsendt konkurrenceprogram den 2. februar 2022, hvor det også bliver offentliggjort, hvilke teams der deltager i parallelopdraget. Den endelige udviklingsplan bliver udarbejdet i løbet af efteråret 2022

– Der er i begge tilfælde tale om EU-udbud

Kilde: Kongelundens Sekretariat 

 

Læs alle arkitektnyheder her

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder