Boligerne i Bellahøj-afdelingen 40 blev opført i 1955 og er et af Danmarks første højhusbyggerier. Renoveringen af syv blokke omfatter blandt andet nedrivning af facader og montering af nye. Foto: Casa

Casa-team skal renovere ikoniske højhuse i Bellahøj

Boligforeningen AAB’s afdeling 40 i Bellahøj i Brønshøj har valgt Casa til at renovere foreningens 282 almennyttige boliger og 4 erhvervslejemål.

Det oplyser Casa, som er blevet tildelt hovedentreprisen. Totalrådgiver er Mangor & Nagel, som også er arkitekt i forbindelse med renoveringen, som har Oluf Jørgensen som rådgivende ingeniør.

Projektet er fordelt på syv bygninger ved Frederikssundsvej, Bellahøjvej og Ved Bellahøj Nord.

Bellahøjhusene er et af Danmarks første højhusbyggerier og et ikon i dansk arkitekturhistorie. Med mere end 65 år på bagen skal området opdateres og moderniseres, og så snart de sidste betingelser er på plads, går Casa i gang med opgaven.

– Vi glæder os til at komme i gang ude i afdelingen og ser frem til at kunne levere et flot resultat tilbage til beboerne, når renoveringen er overstået, siger Boligforeningen AAB’s adm. direktør, Christian Høgsbro.

Renoveringen af de syv blokke omfatter blandt andet nedrivning af facader og montering af nye. De nye facader har ekstra isolering, så varmespild og kuldegener undgås.

Udover de nye facader udskiftes alle vinduer, der opsættes altaner med foldeglas, og lejlighederne får nye badeværelser og køkkener. Dertil kommer nyt tag på penthouseboligerne, nye VVS- og elinstallationer, nyt ventilationsanlæg og maling i alle hjem.

Fra 2022 til 2026
Renoveringen er berammet til fire år.

– Vi er glade for, at Boligforeningen AAB viser os den tillid at udvælge os til denne renovering. Bellahøj er et ikonisk byggeri beboet af blandt andet børnefamilier. Vi har derfor ekstra opmærksomhed på at sikre de bedste omstændigheder under renoveringen, så områdets børn og unge for eksempel kan komme sikkert til og fra skole. Vi er garanter for at bringe Bellahøj op til nutidig standard, men samtidig at bevare områdets værdier, blandt andet ved at beskytte de gamle træer i området, siger adm. direktør Torben Modvig, Casa.

Renoveringen er planlagt til at foregå fra 2. kvartal 2022 til 1. kvartal 2026.

Boligerne i Bellahøj-afdelingen 40 blev opført i 1955.

 

Fakta: Renoveringsprojektet

– Projektform: Hovedentreprise

– Bygherre: Boligforeningen AAB

– Byggeperiode: 2. kvartal 2022 – 1. kvartal 2026

– Antal boliger: 282

– Totalrådgiver: Mangor & Nagel A/S

– Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

– Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S

 

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder