tirsdag 21. september 2021 07:40
EDC opruster med ny erhvervspartner i Herning
Terkel Præst Berthelsen er ny partner og erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herning. Dermed udvider mæglervirksomheden atter, efter Kasper Ladekjær i november 2020 også blev partner og erhvervsmægler.
EDC Poul Erik Bech købte for et år siden Hernings ældste ejendomsmæglerfirma, EDC Niels Kofoed og Ib Schiermer, og har siden været i gang med at sætte et nyt hold.
Læs mere i EDC overtager livsværk i Herning – ser især potentiale inden for erhverv
40-årige Terkel Præst Berthelsen har 15 års erfaring fra den finansielle sektor, blandt andet som filialdirektør i Sydbank, centerdirektør i Nykredit og erhvervskundechef i Vestjysk Bank. Han kommer fra en stilling som salgschef i advokatfirmaet Horton, har en HD FR og er i sin fritid aktivt involveret i Akademiet for Talentfulde Unge.
– Jeg har lige siden studietiden gået med en ejendomsmægler i maven, men da jeg blev færdiguddannet, herskede finanskrisen, så jeg syntes dengang, at det var for usikkert og begyndte i den finansielle sektor i stedet. Det har jeg ikke fortrudt, men har alligevel gennem karrieren gået og tænkt over mulighederne som mægler. Jeg tænkte dengang på at blive boligmægler, men mine mange år i den finansielle sektor betyder, at min profil nu passer langt bedre som erhvervsmægler, da jeg har stor erfaring med B2B-salg og rådgivning, siger Terkel Præst Berthelsen.
Poul Erik Bech: Stort potentiale i Herning
EDC Poul Erik Bech-kæden består af 63 boligbutikker, 18 erhvervscentre og har netop rundet 600 medarbejdere.
– Vi er rigtig glade for, at Terkel Præst Berthelsen indtræder som partner i Herning. Han kommer med en stærk profil, hvor han kan bruge sit brede netværk, lokalkendskab og erfaringer fra den finansielle verden. Sammen med vores nuværende partner Kasper Ladekjær og resten af holdet i Herning kommer vi til at stå særdeles stærkt. Vi overtog Hernings ældste ejendomsmæglerfirma for et år siden, og vi har rykket os rigtig flot allerede, så vi glæder os til at fortsætte med at realisere det store potentiale, vi oplever i Herning og omegn, siger bestyrelsesformand, medejer og stifter Poul Erik Bech, EDC Poul Erik Bech-koncernen.
Terkel Præst Berthelsen, der er født og opvokset i Herning, blev optaget som erhvervspartner i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herning den 15. september.
Læs om EDC Erhverv Poul Erik Bechs 2020-resultater og forventninger til 2021 i:
EDC Erhverv slår rekord – overskud stiger med knap 60 procent
Læs alle nyheder om erhvervsmæglere her
Læs alle navnenyheder her