Adm. koncerndirektør Patrik Hall, Heimstaden. Foto: Heimstaden

Heimstaden vil bruge flere milliarder kr. på at nå 2030-mål

Heimstaden AB’s datterselskab Heimstaden Bostad har sat nye bæredygtighedsmål og vil investere 5 milliarder svenske kr. – svarende til godt 3,6 milliarder danske kr. – på at reducere selskabets CO2-emission med mindst 46 procent frem mod år 2030.

Indsatsen skal bidrage til Parisaftalens ambition om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad, oplyser Heimstaden.

Den samlede investering på anslået 3,6 milliarder kr. er baseret på Heimstaden Bostads aktuelle ejendomsportefølje og vil stige i takt med, at porteføljen vokser, oplyser Heimstaden. Målet omfatter en ’fokuseret indsats i hele værdikæden’ og drejer sig konkret om brændstofskift, energieffektivisering på ejendommene, installation af solcelleanlæg og indkøb af oprindelsescertificeret, vedvarende elektricitet.

Heimstaden Bostad ejer cirka 116.000 boliger med en aktuel ejendomsværdi på 187 milliarder svenske kr. – omkring 136 milliarder danske kr.

Hæver ambitionsniveau
I januar var Heimstaden Bostad et af de første europæiske ejendomsselskaber til at forpligte sig til Science Based Targets-initiativet (SBTi). Nu er ambitionsniveauet blevet hævet.

I EU står bygninger for cirka 40 procent af energiforbruget og 36 procent af CO2-udslippene. Ved at hæve klimaambitionerne håber Heimstaden Bostad på at bidrage til den globale målsætning for at mindske klimaforandringerne og tage ansvar for de klimamæssige aftryk på en måde, som forhåbentlig inspirer den øvrige ejendomsbranche.

– Vi mener, at det er op til os alle at ændre vores handlemønstre for i fællesskab at bekæmpe klimaforandringerne. Hos Heimstaden tager vi vores ansvar som et af ​​de største ejendomsselskaber i Europa seriøst og ønsker at gå foran ved at sætte nye ambitiøse og videnskabeligt baserede bæredygtighedsmål, som også vil have en positiv langsigtet indvirkning på vores økonomiske og operationelle resultater, siger adm. koncerndirektør Patrik Hall, Heimstaden.

Heimstaden med hovedkontor i Malmø har som majoritetsejer det norske investeringsselskab Fredensborg, der er kontrolleret af investoren Ivar Tollefsen, der også er bestyrelsesformand i Heimstaden AB. De andre primære ejere af Heimstaden grundlagt i 1998 er de svenske pensionsselskaber Alecta, Folksam og KPA Pension.

Heimstadens første danske ejendomsinvestering var i 2014 – under navnet Fredensborg frem til 2015.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder