Den tidligere politigård i Nørregade 1-3 i Herning. Foto: Luftfotodanmark

Lokal investor køber politigård – vil ombygge til boliger

Lokal investor Bo Lyngsøe, der ejer og driver en række udlejningsejendomme på samlet cirka 85.000 kvm i Herning, har netop købt den tidligere politigård i Herning.

Transaktionssummen er endnu ikke offentliggjort.

Den centrale ejendom fra 1955 har et grundareal på 3.148 kvm og et bebygget areal på 530 kvm. Den består af to bygninger – en hovedbygning i fire plan og en tilbygning i ét plan med et samlet etageareal på 1.670 kvm.

Bag salget står statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme. Salget markerer enden på en budrunde, hvor der var flere interesserede budgivere.

– Vi er selvfølgelig rigtig glade for at være den nye ejer af denne ejendom. Den har en rigtig god placering i byen med en masse potentiale. Planen er, at vi beholder de nuværende bygninger på grunden og omdanner dem til 2- og 3-værelseslejligheder. Med tiden håber vi at bygge yderligere på grunden. Men i første omgang skal arkitekterne til at kigge på, hvordan man kan transformere de nuværende bygninger til lækre lejligheder, siger Bo Lyngsøe, der i 2017 solgte Lyngsøe Rainwear til norske Hansen Protection.

Bo Lyngsøe er stadig direktør i Lyngsøe Rainwear.

Hos Freja Ejendomme er salgschef Per Kondrup også tilfreds med salget af Nørregade 1-3 i Herning.

– Vi har haft en rigtig fin salgsproces. Den tidligere politigård kom direkte til salg i en budrunde, da vi fra starten oplevede ret meget interesse for ejendommen. Nu glæder jeg mig på købers og byens vegne over, at der med nye lejligheder snart kommer liv i ejendommen igen.

Der var budfrist 31. maj. Ejendommen var sat til salg via Nordicals Midtjylland, og budprocessen blev varetaget af Lundgrens.

Læs alle nyheder om transaktioner her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder