CBS Real Estate Club var i interviewet med Estate Media repræsenteret (fra venstre) af Thomas Fierro, Tobias Buch Gotfredsen og Kasper Richter Rasmussen. Foto: Søren Duran Duus

CBS Real Estate Club vil bygge bro mellem studerende og ejendomsbranchen

De er målrettede, ambitiøse og brænder for at lære om ejendomsbranchen og blive en del af den i fremtiden.

Det er i overskrifter fællestrækkene for medlemmerne af CBS Real Estate Club, som blev etableret i slutningen af 2019 med tre overordnede mål; at øge interessen for ejendomsbranchen blandt studerende, at bygge bro mellem arbejdsgivere og studerende og at lære studerende om ejendomsbranchen og dens muligheder og vigtighed.

Det forklarer stifter Tobias Buch Gotfredsen, der ved siden af studiet på Copenhagen Business School er Student Analyst i den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep.

Til interviewet med Estate Media er han akkompagneret af næstformand Thomas Fierro, der er Junior Analyst i Thylander, og Head of Partner Relations Kasper Richter Rasmussen, der er Junior Associate hos den københavnske erhvervsmægler Cushman & Wakefield RED.

De tre er mellem 22 og 24 år.

– Når man gerne vil ind i en branche, er det utrolig vigtigt at skabe sig et netværk. Det er afgørende. På CBS er der mange forskellige studenterforeninger, men der manglede én, der har fokus på ejendomsbranchen, så det var oplagt at danne en, forklarer Tobias Buch Gotfredsen, der udover at være stifter af CBS Real Estate Club er formand for den frivillige, nonprofit-studenterorganisation med aktuelt 14 medlemmer og 1.100 følgere på Linkedin.

Synlighed og identifikation
På grund af etableringstidspunktet for halvandet år siden har CBS Real Estate Club primært været digitalt fokuseret, men havde events med The Many og Nykredit i kalenderen med stor interesse. Dog satte Covid-19 desværre en stopper for det. Desuden tager CBS Real Estate Club på virksomhedsbesøg, både for at få indblik i virksomheden og for at skabe synlighed – og på den måde være med til at øge netværket for både foreningen og dens medlemmer.

CBS Real Estate Club bruger flittigt Linkedin og Facebook til at dele og poste for eksempel jobopslag og egenproducerede portrætter af månedens ’Young Professional’ i ejendomsbranchen og til at fremhæve kommende events, hvor der er mulighed for at komme tæt på nogle af branchens spændende aktører. Desuden sender foreningen nyhedsbreve, som i skrivende stund bliver modtaget af 70 personer.

For Tobias Buch Gotfredsen, Thomas Fierro og Kasper Richter Rasmussen er det meget inspirerende at komme tæt på centrale aktører i branchen, som de kan lære af og se op til. For eksempel har CBS Real Estate Club interviewet en række unge profiler i branchen som Lars Horsbøl, medstifter af og adm. direktør i den danske startupvirksomhed og ejendomsdataplatform Resights, og Nicolai Brammer, der er manager i den svenskejede ejendomsinvestor Heimstaden.

Ingen CBS-uddannelse med fokus på fast ejendom
På CBS er der ingen uddannelse med fokus på fast ejendom, hvilket selvsagt ærgrer medlemmerne af CBS Real Estate Club.

– Det er under al kritik, at der ingen uddannelse findes med fokus på real estate, og vi har flere gange forsøgt at slå et slag for det. Senest er vi gået sammen med Ejendomdanmark i deres komité for at få etableret valgfag og masterfag, der er ejendomsrelateret. Det er meget normalt i udlandet, at man kan tage en kandidat i Real Estate Finance og Real Estate Development, men det kan man desværre endnu ikke i Danmark.

– Jeg har en kollega, der af den grund tog til udlandet for at læse, men vi risikerer, at han og andre, der vælger at tage til udlandet for at studere, ikke kommer tilbage. Og dermed mister ejendomsbranchen potentielle talenter, som i fremtiden ellers kunne være med til at løfte branchen, siger Thomas Fierro.

Retfærdigvis – fremhæver Kasper Richter Rasmussen – findes der Boligøkonomi og Finansiering som valgfag på CBS.

– Valgfaget har dog fokus på teoretisk økonomi fremfor på praktisk investering, bemærker Kasper Richter Rasmussen, der ligeledes har søgt udenlands og er kommet ind på Harvard Universitys sommerkursus inden for Real Estate Finance and Investment.

Kurset giver i øvrigt samme ECTS-point som et valgfag på CBS.

Ejendomdanmark bag rekrutteringskampagne
I april søsatte ejendomsbranchens erhvervsorganisation, Ejendomdanmark, en rekrutteringskampagne for at gøre branchen mere synlig og attraktiv som karrierevej for den kommende generation af medarbejdere. Kampagnen skal sikre en større tilstrømning af arbejdskraft til branchen de næste mange år.

Ejendomsbranchen vokser, og vil som mange andre brancher mangle medarbejdere frem mod 2030, når en stor del af Danmarks arbejdende befolkning går på pension. Konkret bliver der mangel på blandt andet ejendomsadministratorer, Asset Managers, ejendomsteknikere og -udviklere, erhvervsmæglere, akademikere og kontoransatte, varsler Ejendomdanmark.

Læs mere i Ny kampagne sætter lys på ejendomsbranchen som karrierevej

Se også Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Som optakt til offentliggørelsen af Estate Medias Ung i Ejendom Talentlisten 2020 med 35 talenter under 35 år lavede vi 13 talentportrætter, som du kan læse eller genlæse her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder