Gustav Brade er 1. juni tiltrådt som Director of Business Development i Tredje Natur. Foto: Tredje Natur

Ny Director of Business Development i Tredje Natur

Det københavnske arkitektselskab Tredje Natur har 1. juni ansat Gustav Brade som ny Director of Business Development. Han kommer fra en stilling som politisk konsulent for overborgmesteren i Københavns Kommune, hvor han især har haft fokus på byudvikling, klima, trafik og kommunens store selskaber.

Hos Tredje Natur får Gustav Brade ansvar for forretningsudvikling, strategi og kommunikation.

Ansættelsen markerer et kursskifte mod en mere strategisk drevet forretning med fokus på nye samarbejdsmodeller og en stærkere stemme i debatten om byen.

– Med Gustav Brade har vi ansat en ny type profil til at varetage vores forretningsudvikling og styrke vores eksterne relationer. Men for os var det et helt oplagt match og et meget bevidst valg. Gustav Brades indsigt og erfaring fra den politiske verden og hans forståelse for centrale dagsordener omkring de politiske tendenser, nye samarbejdsmodeller og strategi udgør et stærkt fundament for at udvikle vores tegnestue. Og vi ser ham som en vigtig brik i fremtidens Tredje Natur, her hvor vi står på tærsklen til vores 10-års jubilæum. Vi er begejstrede over at kunne ansætte en så tung profil, og jeg glæder mig til samarbejdet, siger direktør og Founding Partner Ole Schrøder, Tredje Natur.

Skal udvide og skærpe forretningen
Hovedpersonen, Gustav Brade, ser frem til sine nye udfordringer i Tredje Natur.

– Jeg glæder mig til at være med til at udvide og skærpe forretningen, herunder vores tilstedeværelse i udlandet. Samtidig håber jeg, at mine erfaringer fra både den politiske verden og fondsverdenen kan være med til at åbne nye døre, og skabe projekter, der gør verden til et bedre og mere bæredygtigt sted, siger Gustav Brade.

Københavnske Tredje Natur blev stiftet i 2012 af partnerne Ole Schrøder og Flemming Rafn og har siden stået bag en række markante byggerier og masterplaner i Danmark med bæredygtighed, cirkularitet og klimatilpasning som omdrejningspunkt. Herunder Enghaveparken, som for nylig blev hædret med den danske arkitektstands fornemmeste pris, Årets Arne.

Seneste årsregnskaber
Af det seneste offentliggjorte årsregnskab fremgår det, at Tredje Natur ApS i 2019/20 opnåede en bruttofortjeneste på 9,6 millioner kr. mod 9,7 millioner kr. året før. Resultatet før skat blev et overskud på 0,6 million kr. efter et overskud på 0,3 million kr. i 2018/19.

Partnerne Ole Schrøder og Flemming Rafn ejer ligeligt arkitektselskabet.

 

CV – Gustav Brade

Uddannelse:
– Cand.scient.pol. – Københavns Universitet (2013)
– MA Cities – King’s College, University of London (2012)

Ansættelser:
– Konsulent i Overborgmesterens Sekretariat, Københavns Kommune (2019-2021)
– Projektchef i Realdania (2014-2019)
– Strategisk rådgiver i 2+1 Idebureau (2012-2014)

 

Læs alle arkitektnyheder her

Læs alle navnenyheder her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder