Københavns Hovedbanegård. Foto: René Strandbygaard

DSB indgår to FM-kontrakter til næsten 2 milliarder kr.

Det bliver Coor og ISS Danmark, som de næste fem år skal være leverandører på henholdsvis DSB’s Soft FM-kontrakt og DSB’s togrengøringskontrakt. Kontrakternes samlede anslåede værdi er knap 1,8 milliard kr. for hele aftaleperioden inklusive mulige forlængelser på op til tre år.

Det oplyser DSB.

– Med Coor og ISS på holdet er DSB godt rustet til de kommende års store opgave med at vinde kunder tilbage efter Covid-19 og understøtte rejsen mod en bæredygtig fremtid. Vi skal sikre vores togkunder en ren og tryg rejse både i de nuværende tog og i alle vores nye elektriske tog, som indfases løbende over de næste ti år.

– Med den nye Soft FM-kontrakt sætter vi samtidig øget fokus på bæredygtighed i blandt andet vores kantinedrift og affaldshåndtering, og det understøtter DSB’s miljømål om 90 procent genanvendelse i 2030, siger økonomidirektør Thomas Thellersen Børner, DSB.

De to kontrakter
Kontrakten med ISS omfatter indvendig togrengøring samt fjernelse af ind- og udvendig graffiti på fjern- og regionaltog samt S-tog. ISS havde allerede ansvaret for rengøring af alle DSB’s tog, og med den nye kontrakt fortsætter ISS altså med at have ansvaret for området.

Soft FM-kontrakten med Coor omfatter bygningsrengøring, drift af otte kantiner, intern service, arealpleje inklusive vintertjeneste, renovation, vagter samt space management på DSB’s faciliteter i hele landet.

Den nye Soft FM-aftale er udvidet med arealpleje, som i dag ligger i en særskilt kontrakt. Omfanget udvides samtidig med et areal på cirka 650.000 kvm, hvor DSB fremover udfører arealpleje og renhold på vegne af Banedanmark som led i at sikre et ensartet højt serviceniveau for kunderne.

Kontrakten med henholdsvis Coor og ISS blev i april 2020 udbudt via EU-udbud, og den løber i fem år med mulighed for at forlænge med op til tre år.

 

Fakta:

– Arealpleje inklusive vintertjeneste på cirka 1,7 million kvm

– Bygningsrengøring på cirka 80.700 kvm

– Otte kantiner med cirka 36.000 gæster pr. måned

– 6.700 ton affald pr. år

–  270.000 togrengøringsopgaver pr. år

 





I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & akademier

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder