Adm. direktør, medejer og medstifter Rasmus Juul-Nyholm, Cobblestone. Foto: Cobblestone

Blog: Ejendomsbranchen skal ikke lade sig tromle  

Blogindlæg skrevet af adm. direktør, medejer og medstifter Rasmus Juul-Nyholm, Cobblestone

I slipstrømmen på Corona cirkulerer historierne og spekulationerne om, at virksomhederne ikke har brug for kontorer, når vi vender tilbage fra pandemien. Rådgivere, analytikere, meningsdannere, virksomhedskonsulenter og direktører fra nogle af verdens største virksomheder taler uudfordrede om, at vi ikke skal bruge så meget plads, og at ejendomsejerne kommer til at brænde inde med uudnyttede kontorkvm, samt at værdierne af kontorejendomme vil falde.

Ordet er naturligvis frit og heldigvis for det. Og netop derfor opfordrer jeg til en stærkere reaktion og et klart modsvar fra ejendomsbranchen. Vi skal forklare, at disse eksperter har uret i deres profetier, og at også den moderne postpandemiske virksomhed har brug for lige så meget plads som før pandemien.

Kritisk tidspunkt
Ejendomsbranchen må gå til modangreb og kæmpe for sine interesser. Der er ikke tid til hængekøjer og havestole eller at forsvinde ned i regnearket for den næste transaktion. Branchen er reelt under angreb fra meningsdannere, som føler, at de har kapacitet til at udlægge fremtiden for ejendomsbranchen. På trods af at flere af dem i praksis ikke arbejder med ejendomme til daglig, men reelt sidder uden for og kigger ind.

Ejendomsbranchen skal sætte foden ned, fordi analytikerne tager fejl. Vores kontorprodukter skaber værdi og er nødvendige for virksomhedernes sammenhængskraft, medarbejdernes velbefindende og for en solid bundlinje, hvilket jeg vender tilbage til.

Imidlertid handler det også om en anden størrelse, nemlig at uimodsagte påstande der blot gentages tilstrækkeligt mange gange, til sidst bliver sandheden. ”Perception is reality”, som man siger.

Tænk på de mange eksempler fra fødevarebranchen. Hvordan sundhedsmeningsdannere begyndte at udskamme mælk og fik en hel nation til at stille letmælken hen i skammekrogen. Dengang kæmpede landbruget imod og satte massivt ind med kampagner om, hvor sundt og nødvendigt mælk er samtidig med at de udviklede nye og endnu sundere mælkeprodukter, som i dag sælger til højere priser end de gamle mælkeprodukter. Det kan vi lære af.

Vi lader os let køre over som branche. Tænk tilbage på regeringens Blackstone-indgreb, der skulle forhindre ”profitorienterede kapitalfonde i at udbytte lejerne”, selvom udenlandsk kapital reelt er motoren bag hovedparten af det nye, nødvendige boligbyggeri i de store byer og danskernes lave realkreditrente. Ejendomsbranchen lagde sig ned og lod sig tromle.

Kaste ydmygheden fra os
Som branche skal vi blive markant bedre til at kaste ydmygheden fra os og stikke hovedet frem. Vi skal være stolte af vores produkt og holde fast i, at kontorer er lige så vigtige som før pandemien.

Zoom-møder har nok vist sig mere effektive end forventet. Men i forbindelse med anden nedlukning står det nu krystalklart for både ledere og medarbejdere, at videomøder og hjemmearbejde har sin begrænsning. Virksomhedens kultur eroderer med tiden, og mange af os er blevet metaltrætte af monotonien i hjemmearbejde eller stressede af den manglende adskillelse mellem arbejde og fritid.

Virksomheden skal have en base, hvor den kan bygge sin kultur og sine fortællinger. Dens kultur og identitet er stærkt formet og understøttet af den fælles ”hule” – kontoret. Vi i ejendomsbranchen leverer individuelt tilpassede kontorløsninger, som holder sammen på virksomheden.

Behov for ”nye huler”
Arbejdslivet efter Corona kommer desuden til at kræve nye ”huler”, der kan noget nyt. Fælleslokaler med stillezoner og lydtætte bokse til dem, der har brug for fordybelse, møderum, som understøtter kreativitet, idéudvikling og samtale samt flere og bedre mulighed for videokonference, Walk&talk-møder der fremme idéudviklingen, høj luftkvalitet som giver medarbejderne energi, caféområde der skaber social sammenhold – og meget andet. Ligesom mejerierne kommunikerede og produktudviklede sig ud af ”mælkeudskamingen”, skal vi på barikaderne og bruge modgangen til at blive stærkere.

Hovedparten af alle servicevirksomheder bruger 85 til 95 procent af deres budget på lønninger til medarbejderne. Til sammenligning udgør omkostninger til husleje typisk omkring 5 procent. Derfor skal vi skal ikke lade økonomiafdelingerne, management- og facility management-konsulenterne rundbarbere huslejebudgettet – for det er ikke den rigtige vej.

Vi skal angribe det forkerte narativ og spille nye, bedre kontorprodukter ind. Investere og udvikle vores kontorer så vi aktivt understøtter de organisatoriske tilpasninger, som pandemien vil kræve i de kommende år.

Læs alle blogindlæg på estatemedia.dk her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder

Emil Harritshøj: Sug viden til dig og husk at dele ud af din egen