
fredag 23. april 2021 07:09
Erhvervsstyrelsen går ind i Østjysk Bolig-skandale
Erhvervsstyrelsen indleder undersøgelse af Østjysk Boligs eksterne revision. Konkret vil statens tilsynsmyndighed se nærmere på erklæringer afgivet i den almene boligorganisations årsregnskaber.
– Erhvervsstyrelsen har på baggrund af den offentliggjorte advokatundersøgelse vedrørende eventuelle uregelmæssigheder i driften/administrationen af Østjysk Bolig, dateret den 6. april 2021, og den offentlige bevågenhed om svindelen i Østjysk Bolig besluttet at iværksætte en undersøgelse af revisionen af flere af årsregnskaberne for Østjysk Bolig, oplyser Erhvervsstyrelsen, der er tilsynsmyndighed for revisorer og revisionsvirksomheder og kan af egen drift iværksætte undersøgelser, hvis der er risiko for, at en revisor har overtrådt revisorlovgivningen og hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen indleder undersøgelsen i kølvandet på, at en ny advokatundersøgelse – offentliggjort 6. april – har afsløret, at der kan være sket omfattende bedrageri i Østjysk Bolig. Omfanget vurderes i undersøgelsen fra Kromann Reumert til at være mellem 15 og 20 millioner kr.
Aarhus Kommunes tilsyn med de almene boligforeninger har overdraget advokatundersøgelsen til Østjyllands Politi. Undersøgelsen afslører, at flere medarbejdere i Østjysk Bolig kan have begået bedrageri, mandatsvig og modtaget returkommission for op mod 20 millioner kr. De er nu alle blevet politianmeldt af Aarhus Kommune.
Læs mere i Svindel for op mod 20 millioner kr. i Østjysk Bolig – flere ansatte politianmeldt