Frederiksberg Centret. Foto: Søren Duran Duus

Store centre genåbner: – En glædens dag

– Det er en glædens dag, men det er på en dyster baggrund. Både centre og butikkerne er pressede på økonomien, og derfor er det essentielt, at butikkerne i centrene nu også kan åbne. Mit håb er, at vi får et godt og gavmildt forår, hvor aktiviteten kan komme op igen.

Sådan lyder det i en kommentar fra Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomdanmark, der blandt andet er brancheorganisation for landets shoppingcentre.

Som led i køreplanen for genåbningen er turen onsdag den 21. april kommet til shoppingcentre på over 15.000 kvm. Dermed får de allerede åbne dagligvarebutikker i centrene nu følgeskab af udvalgsvarebutikkerne, så de handlende igen kan købe tøj, bøger, sportstøj og elektronik i landets shoppingcentre.

Det er også i dag, at spisestederne i centrene kan genåbne. Reglen om en forhåndsbestilling minimum 30 minutter før gør dog, at det sandsynligvis kun vil være ganske få, der reelt vil åbne for gæster, vurderer Ejendomdanmark.

Ønsker smidigere vilkår for spisesteder
Hos selskabet Danske Shoppingcentre, som er ejet ligeligt af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme, glæder man sig selvsagt også over den fulde genåbning af de store shoppingcentre.

– Vi har indført rigtig mange tiltag, og har virkelig godt styr på kundestrømmene i centrene og sikkerheden for vores kunder. Derfor er det fornuftigt, at der endelig bliver genåbnet. For mest af alt glæder vi og vores butikker os til at få lov til at gøre det, vi allerhelst vil: Nemlig at betjene vores kunder. Nu håber jeg bare, at restauranterne også snart får smidigere vilkår, siger Finn Sture Madsen, formand for Ejendomdanmarks retailudvalg og COO i Danske Shoppingcentre, som ejer 18 centre i Danmark.

Åbningen onsdag er desuden nødvendig for at holde hånden under de danske butikker, selvom ejendomsejerne allerede er gået langt for at holde butikkerne oven vande. Nye tal fra Ejendomdanmark viser, at de danske butikker har restancer for 2,2 milliarder kr., og at flere centre har nedskrevet deres værdier på grund af tvangslukningerne.

Tirsdag den 13. april måtte shoppingcentre på under 15.000 kvm genåbne, mens de store på over 15.000 kvm nu kan følge trop.

Læs mere i Butikker skylder 1,5 milliard kr. mere i husleje end for et år siden

Læs også – Skuffende at store centre fortsat må vente

 

Fakta: Danske Shoppingcentre

– Danske Shoppingcentre P/S er et partnerselskab mellem ATP Ejendomme og Danica Ejendomsselskab

– Selskabet blev etableret i 2018 og er markedsledende i Danmark inden for shoppingcentre med i dag 18 shoppingcentre fordelt i hele landet

– Porteføljen har et samlet areal på cirka 525.000 kvm og driver omkring 1.300 lejemål. Årligt besøges shoppingcentrene af flere end 78 millioner kunder

– De 18 shoppingcentre ejet af Danske Shoppingcentre er Kolding Storcenter, Randers Storcenter, Herningcentret, Friis Shoppingcenter, City Vest, Amager Centret, City2, Copenhagen Designer Outlet, Frederiksberg Centret, Glostrup Shoppingcenter, Hvidovre C, Ishøj By Center, Lyngby Storcenter, Nørrebro Bycenter, Helsingør Bycenter, Slotsarkaderne, Vestsjællandscentret og Aalborg Storcenter

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder