København. Foto: Martin Heiberg

Transaktionsvolumenen steg med 20 procent i 1. kvartal

Nye tal fra Danmarks største erhvervsejendomsmægler, Colliers, viser, at der har været godt gang i handlerne i årets 1. kvartal. Samlet set er transaktionsvolumenen nemlig steget med 20 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Udenlandske investorer stod bag 56 procent af handlerne – en stigning på 2 procentpoint i forhold til deres andel af den samlede transaktionsvolumen i 2020.

– Den øgede aktivitet stemmer godt overens med de forventninger, vi havde sidste år. Vi oplever muligvis noget af en ketchup-effekt, fordi noget så lavpraktisk som indrejseforbud på grund af Covid-19 sidste år gjorde det vanskeligt for flere udenlandske investorer at besigtige og derfor investere i større danske ejendomme, skønt det danske marked ellers i international sammenhæng fortsat regnes for at være et særdeles sikkert investeringsmarked, siger adm. direktør og partner Peter Winther, Colliers International Danmark, i en kommentar.

Læs mere i Indrejseforbud forhindrede udenlandske investorer i trecifret millionopkøb

Storkøbenhavn fortsat i høj kurs
Ifølge Colliers viser tallene desuden, at størstedelen af transaktionerne i 1. kvartal fandt sted i Storkøbenhavn, nemlig cirka 65 procent. Det er en stigning i forhold til 2020, hvor andelen var cirka 50 procent.

– Det bekræfter, at Storkøbenhavn stadig er i høj kurs blandt de fleste investorer, selvom transaktionsvolumenen i et enkelt kvartal selvfølgelig i høj grad kan påvirkes af større enkelthandler, forklarer Peter Winther.

Opgørelsen for 1. kvartal viser også, at bolig- og kontorinvesteringsejendomme fortsat står øverst på investorernes ønskeliste: Tilsammen tegnede de to segmenter sig for to tredjedele af transaktionsvolumenen. Ikke overraskende ser det knap så lyst ud for detailhandelsmarkedet, især de fysiske udvalgsbutikker og storcentre, som har været særligt hårdt ramt af Covid-19-restriktioner og øget nethandel. Dog har fremgangen i supermarkedernes omsætning været med til at trække lidt op i det ellers hårdt prøvede segment.

Stort placeringsbehov
– Vi ser stadig en tendens til, at investorerne træder varsomt, når det gælder ejendomsinvesteringer – selv i et meget sikkert marked som det danske. Faktisk vurderer vi, at investorernes risikotolerance er stort set uændret i forhold til sidste år, og omkring 75 procent af handlerne omfatter stadig såkaldte ’core’-ejendomme, som er forbundet med stor sikkerhed, siger Peter Winther.

Peter Winthers forventning til resten af året er, at vi fortsat ser øget transaktionsaktivitet, efterhånden som Danmark genåbnes samt på grund af et stort placeringsbehov hos danske pensionskasser, fonde og andre professionelle investorer, som har behov for at placere penge i et marked, hvor renten er meget lav.

Et egentligt tal tør han dog ikke spå om.

– Vi ved, at investorerne tripper for at komme i gang med at investere. Men coronapandemien spøger stadig, og udbredelsen af vacciner ser ud til at være en afgørende faktor for udviklingen i resten af 2021 – også på markedet for investeringsejendomme.

Læs også Blog: Peter Winthers fem vilde forudsigelser i 2021

Læs alle nyheder om transaktioner her

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder