Fra venstre: Mattias Manstrup, Kim Jacobsen og Steen Royberg. Foto: Nordicals

Ny partnerkreds i Nordicals Aalborg starter generationsskifte

Kim Jacobsen, der er partner i og medindehaver af Nordicals Aalborg, stopper for at blive selvstændig inden for fast ejendom og projektudvikling.

Nordicals Aalborg fortsætter med Mattias Manstrup og Steen Royberg som indehavere.

– Kim Jacobsen har efter gensidig forståelse og aftale med sine partnere Mattias Manstrup og Steen Royberg samt franchisegiveren Nordicals A/S valgt at træde ud af Nordicals Aalborg I/S. Kim Jacobsen ønsker at bruge mere tid på bestyrelsesarbejde og ejendoms- og projektudvikling, oplyser erhvervsmæglerkæden Nordicals.

Kim Jacobsen fortsætter i en længere periode sit arbejde for Nordicals Aalborg for at afslutte sager.

51-årige Kim Jacobsen indtrådte i Nybolig Erhvervscenter Lyngø i 1999 og blev optaget som partner med Erik Lyngø og Steen Royberg (63 år) i 2001. Partnerkredsen blev i 2014 udvidet med i dag 42-årige Mattias Manstrup, som har været i virksomheden siden 2005.

I løbet af 20 år har partnerskabet skabt en af Nordjyllands største erhvervsmæglervirksomheder.

Stopper efter over 20 år
– Jeg har været en væsentlig del af virksomheden i mere end 20 år, og mit fokus har de senere år ligget på håndtering af større udviklingssager og større klienter. Det bliver vemodigt ikke at have min dagligdag i virksomheden fremadrettet, men jeg er meget glad for den fortsat tætte tilknytning til virksomheden, siger Kim Jacobsen og fortsætter:

– Erhvervsmæglerforretningen har altid haft en særlig plads i mit hjerte, og et succesfuldt navneskifte har været medvirkende til, at Nordicals står stærkt lokalt og på landsplan. Min udtræden vil skabe nye muligheder for andre i fremtiden, og dygtige medarbejdere og en god ånd sikrer et fortsat stærkt forretningsgrundlag. Steen Royberg, Mattias Manstrup og jeg har været på en spændende rejse sammen igennem mange år, og den vil jeg altid kigge tilbage på med stor fornøjelse.

Ny partner fundet
Mattias Manstrup siger i en kommentar til nyheden om Kim Jacobsens exit.

– Generationsskiftet i virksomheden har været undervejs igennem et stykke tid, og senere i år glæder vi os over at kunne udvide og styrke partnerkredsen med en kendt og meget spændende profil inden for ejendomsbranchen. Vi har brugt lang tid på at finde den helt rigtige profil til at træde ind i vores partnerskab, og den person kan vi med stolthed sige, at vi har fundet.

Nordicals-forretningerne drives på franchisebasis med lokale franchisetagere.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder