Adm. direktør Lars-Peter Søbye, Cowi-koncernen. Foto: Cowi

Cowi ser lyst på 2021 efter rekordoverskud

Trods Covid-19 og store usikkerheder i markederne opnåede Cowi i 2020 det bedste driftsresultat og cash flow nogensinde.

Det fremgår af den danske rådgiverkoncerns årsregnskab.

Samtidig hæfter adm. koncerndirektør Lars-Peter Søbye sig ved ’en rekordhøj kundetilfredshed, en bomstærk ordrebeholdning og positive forventninger til 2021 – ikke mindst drevet af verdenssamfundets fortsatte, massive investeringer i den grønne omstilling’.

Cowi leverede et rekordhøjt driftsresultat (ebit) på 350 millioner kr., hvilket er en fremgang på 65 procent i forhold til 2019. Tilsvarende opnåede koncernen den stærkeste pengestrøm fra driftsaktiviteter, cash flow, nogensinde på 754 millioner kr. Det er næsten en fordobling i forhold til 2019 og ny rekord for virksomheden. Omsætningen faldt med 3 procent til 6.430 millioner kr., hvilket primært skyldes frasalget af Cowis kortlægningsforretning og den svækkede norske kr.

’Et særdeles udfordrende år’
Lars-Peter Søbye glæder sig over de stærke resultater på bundlinjen, som han begrunder med medarbejdernes og kundernes indsats:

– Det har været et særdeles udfordrende år for både kolleger og mange af vores kunder. Men jeg er meget, meget imponeret og stolt over, hvordan mine kolleger har omstillet sig og kæmpet for Cowi i en krisetid. Det vidner om en enorm loyalitet og stærke værdier. Det har været altafgørende for, at vi er kommet så godt i mål.

– Samtidig er vores relationer til kunderne blevet styrket. Vi har været endnu mere opsøgende her under krisen og forbedret eksekveringen af vores projekter. Det har vores kunder kvitteret for med tillid og positiv feedback. Vores kundetilfredshed har aldrig været højere, siger Lars-Peter Søbye i en meddelelse.

Stigende ordrebeholdning
Koncerndirektøren peger desuden på ydre omstændigheder som årsag til fremgangen:

– Kriser betyder som regel, at offentlige investeringer bliver fremrykket. Det gælder blandt andet inden for infrastruktur og nu også grøn omstilling. Det er områder, hvor vi står stærkt, og det har vi nydt godt af.

Cowis ordrebeholdning var ultimo 2020 steget med 327 millioner kr. til 4,3 milliarder kr.

 

Seneste årsregnskaber – Cowi Holding A/S

Hoved- og nøgletal for Cowi-koncernen i 2020, ekskl. omkostninger i forbindelse med igangværende voldgiftssagsproces for Oman Lufthavn

Læs også Cowi leverer solidt halvårsresultat – klar til flere opkøb

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder