Innovater har købt en parcel syd for Vinge Station. Projektforslaget indeholder en dagligvarebutik på 1.200 kvm i stueplan og 42 boliger fra 1. til 5. etage. Illustration: Innovater/Norconsult Arkitektur

Tre selskaber vil bygge over 200 boliger – ny genstart for Vinge?

Mange nye boliger skyder de kommende år op i byudviklingsprojektet Vinge et par km uden for Frederikssund.

Det sker, efter byrådet i Frederikssund Kommune onsdag godkendte salg af fire storparceller i Vinge. De nye projekter er udover de 198 almene boliger, som Boligselskabet Rosenvænget inden længe begynder at bygge ved Vinge Station.

De nye projekter indeholder samlet mellem 202 og 222 boliger.

– Det er et kæmpestort spring fremad for vores byudviklingsprojekt i Vinge. Der har været rigtig god interesse fra investorerne for de udbudte grunde, og det glæder mig, at vi nu har indgået aftale om nogle rigtig spændende byggeprojekter. Med de købstilbud, vi har valgt, sikrer vi, at der bliver en stor variation i bebyggelserne, hvilket giver mulighed for en varieret beboersammensætning i Vinge, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

Han oplyser, at kommunen fortsat er i dialog med andre interesserede investorer om salg af grunde i Vinge.

Tre nye boligprojekter
De nye boligprojekter drejer sig – som nævnt – om samlet mellem 202 og 222 boliger. Boligerne fordeler sig på byggeprojekter fra tre forskellige investorer. Det er Fabulas, Bærebo og Innovater.

Fabulas har købt to storparceller vest for Deltavej i Deltakvarteret, hvor selskabet vil bygge i alt 100 andelsboliger i to etaper. Boligerne bliver opført i to til fire etager og kommer til at ligge i to grupper med fælleshuse. Boligerne bygges primært i træ. Fabulas forventer at begynde byggeriet i sensommeren.

Bærebo har indgået købsaftale på en storparcel vest for Deltavej i Deltakvarteret, hvor selskabet vil bygge 60-80 boliger med fælleshuse. Bærebo forventer at kunne igangsætte opførelsen primo 2022.

Og endelig har ejendomsudvikleren Innovater købt en parcel syd for Vinge Station. Projektforslaget indeholder en dagligvarebutik på 1.200 kvm i stueplan og 42 boliger fra 1. til 5. etage. Boligernes gennemsnitsstørrelse bliver på 75-80 kvm og med fælles tagterrasse og udeareal på 1. sal.

Stigende interesse
Erhvervsmægler Christoffer Hendrich fra Nordicals Nordsjælland, som har været mægler på salget, bekræfter, at der har været stor interesse for grundene både nord og syd for Vinge Station.

– Vi har oplevet en stigende interesse på begge områder, efter at de blev udbudt med en budfrist sammenholdt med, at stationen åbnede. Både vi og kommunen er i dialog med potentielle kunder til de sidste to parceller ved stationen, fortæller mægleren.

De fire storparceller har en samlet salgspris på 24,2 millioner kr.

Vinge-projekt præsenteret i 2016
I efteråret 2019 vedtog byrådet i Frederikssund Kommune at genstarte det engang så storstilede byudviklingsprojekt Vinge. Byrådet vil nu sikre forskellige typer byggeri.

Læs mere i Nye udbud på vej i Vinge – sådan skal projektet tilbage på sporet

Ambitionerne var enorme, og interessen var umiddelbart stærk, da Vinge-projektet blev præsenteret i 2016. Udover en S-togsstation og en landskabsbro skulle der i første etape bygges i alt 85.000 kvm boliger, institutioner og erhvervsbyggeri i den nye bydel Vinge lidt uden for Frederikssund.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder