Adm. direktør Torben Modvig, Casa. Foto: Helle Moos

Casa slår igen rekord – tjener knap en kvart milliard kr.

2020 blev i lighed med de foregående år endnu et rekordår for Casa A/S, selvom toplinjen dykker.

Det viser dugfriskt årsregnskab fra udviklings- og entreprenørselskabet med afdelinger i Horsens og København.

Godt nok faldt omsætningen med 12 procent til 2,26 milliarder kr. fra 2,55 milliarder kr. i 2019, men 2020-resultatet før skat steg omvendt med 53 procent til 243 millioner kr. fra 159 millioner kr.

– I et år, hvor coronakrisen udfordrede os på måder, ingen kunne have ventet, har vi leveret et meget stærkt resultat. Det fortæller om – og skyldes – en virksomhedskultur med enorm styrke. Medarbejderne har været omstillingsparate i en grad, der har betydet, at Casas byggepladser har kunnet overholde alle tidsplaner uden at måtte gå på kompromis med leverancer, siger adm. direktør Torben Modvig, Casa.

Nedlukningen i foråret betød ’kun’, at en række ordrer blev udskudt, men ikke aflyst. Var det ikke sket, havde Casas omsætning i 2020 været i niveauet 2,5-2,6 milliarder kr., altså på linje med rekordåret 2019 som tidligere udmeldt, forklarer Torben Modvig.

Ordreindtag slår også rekord
På trods af Covid19’s negative indvirkning på markedet havde Casa i 2020 et samlet ordreindtag på 3,4 milliarder kr. Det er det højeste i ét regnskabsår for virksomheden nogensinde. Og derfor står virksomheden med en solid ordrebog, forklarer Torben Modvig.

– Den helt naturlige usikkerhed, der opstod hos mange i foråret, da pandemien for alvor ramte, påvirkede alle dele af byggebranchen og fik mange investorer til at bremse op. Det viste sig dog ret hurtigt, at der kun blev tale om, at planer blev udskudt – ingen gav op. Siden samfundet startede op igen, er ordrebogen vokset og vokset, men forårets pause betyder, at en del omsætning er blevet flyttet fra 2020 til det nye år, siger Torben Modvig.

Han efterfulgte i februar 2019 Michael Mortensen, medejer og medstifter samt bestyrelsesmedlem i Casa, som adm. direktør i Casa.

Derfor fremgang
Casa har i 2020 vundet mere indpas i det østlige Danmark, end virksomheden selv forventede i 2019, blandt andet via en række store renoveringssager.

Renoveringsprojekter udgør i det hele taget en større andel af forretningen end tidligere, og ordrebogen for 2021 afspejler, at den trend ser ud til at fortsætte med en række store projektet i både Vest- og Østdanmark.

Væksten i Østdanmark sker desuden på grund af opbygningen af en stærk udviklingsorganisation i Østdanmark, der har trukket projekter som for eksempel milliardprojektet Stationsparken i Brøndby, 215 boliger på Søndre Ringvej i Kirkebjerg og renoveringen af et kontordomicil på Lindevangs Allé på Frederiksberg.

Siden 2017 har Casa holdt fast i sin position inden for boliger, mens områderne erhverv og renovering begge har præsteret markant vækst med henholdsvis 31 og 24 procent i gennemsnit årligt siden 2017.

Forventninger til 2021
Med hensyn til forventninger til 2021 guider Casa ikke i specifikke tal. Men baseret på udsigterne til et øget aktivitetsniveau forventer ledelsen derfor 2021 en omsætning ’noget over det tidligere rekordniveau fra 2019 samt en tilfredsstillende indtjening’.

– Med lidt rygvind rammer vi en omsætning på 3 milliarder kr. i 2021, siger Torben Modvig til Estate Media.

Casa havde i gennemsnit 206 medarbejdere i 2020.

 

2020-resultater for Casa A/S

– Nettoomsætning: 2,26 milliarder kr.
– Resultat før skat: 243 millioner kr.
– Resultat efter skat: 217 millioner kr.
– Indtjeningsmargin: 10,7 procent
– Soliditet: 36,4 procent

Fakta: Ejerforhold

Siden Catacaps opkøb af Casa i maj 2016 er den danske kapitalfonds ejerandel gået fra 60 til 50 procent i dag. De tre grundlæggere – Michael Mortensen, Per Hansen og Peter Rosengren – ejer 32 procent, mens Casa-medarbejdere aktuelt ejer de resterende 18 procent via et incitamentsprogram, oplyser Casa til Estate Media

Læs også Avis: Kapitalfond i hemmelighed ved at sælge Casa-del i milliardhandel

Læs også Casa med nyt rekordregnskab – her er forventningen frem mod 2023

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder