Skt. Petri i Krystalgade 22 i København K. Foto: Google Maps

Ny amerikansk investor i Danmark køber Skt. Petri i milliardhandel

Starwood Capital Group har netop købt luksushotellet Skt. Petri med 288 værelser centralt i København. Det oplyser den amerikanske investeringsfond.

Sælger er ejendomsselskabet Strawberry Forever ejet af den norske hotelinvestor Petter Stordalen.

Transaktionssummen er ikke oplyst, men ifølge Dagens Næringsliv beløber den sig til 1,5 milliard norske kr., svarende til knap 1,1 milliard danske kr.

– Vi er glade for at annonce opkøbet af Skt. Petri, som bliver Starwoods først ejendomskøb i Danmark. Vi ser frem til at annoncere vores planer for hotellet. Vi er også meget glade for at undersøge muligheden for flere opkøb af Petter Stordalen på grund af hans unikke track record inden for den nordiske hotelbranche, siger direktør Timothy Abram, Starwood Capital.

Han oplyser, at Starwood Capital, som overtager Skt. Petri med øjeblikkelig virkning, planlægger at ombygge Skt. Petri, og at Strawberry Hospitality Group fortsætter som operatør.

Indikerer flere handler
Strawberry Forever ejer og administrerer efter frasalget i København erhvervsejendomme for 6,2 milliarder norske kr., svarende til knap 4,4 milliarder danske kr.

Petter Stordalen fokuserer på nye muligheder med Starwood Capital.

Skt. Petri. Foto: Nordic Choice/presse

– Transaktionen markerer begyndelsen på et partnerskab mellem Strawberry og Starwood Capital, som er verdens førende hotelinvestor. I en verden efter Corona ser vi en række muligheder sammen i takt med, at hotelindustrien kommer tilbage. Måske viser det sig, at vores første træk sammen bliver en af ​​de største, europæiske hoteltransaktioner i 2021, siger Petter Stordalen.

Petter Stordalen købte Skt. Petri i 2013 via Strawberry Fields – Strawberry Forever eksisterede ikke dengang, oplyser Strawberry til Estate Media. Sælger for otte år siden var Flying Elephant ejet af den norske hotelinvestor Asmund Haare til en pris, som Strawberry stadig ikke ønsker at oplyse.

Arctic Securities og Bech-Bruun har rådgivet Strawberry Forever i forbindelse med salget, mens Nordic Hotel Consulting, Paul Hastings og Accura har rådgivet køberen, Starwood Capital Group.

Ejer nu fire hotelejendomme i Danmark
Efter frasalget af Skt. Petri-ejendommen ejer Strawberry nu fire ud af sine fem ejendomme i Danmark, hvori koncernen drifter hoteller. Hotellerne er Villa Copenhagen ved Københavns Hovedbanegård, Comfort Hotel Copenhagen Airport, Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Vesterbro.

Kort tid inden, verdenen kendte til Corona, var Petter Stordalen godt klar over, at det københavnske hotelmarked kunne gå en sværere tid i møde.

–  Ja, jeg er bekymret for den store kapacitet, der kommer på markedet, så vi har ikke mere på vej lige nu, sagde Petter Stordalen, da han i november 2019 på Estate Medias hotelkonference Hotcop fortalte om sine tanker om det danske marked.

Læs mere i Petter Stordalen: Denne gang lykkes det

Netop coronakrisen førte for kort tid siden til, at Petter Stordalen har erklæret sit allerførste hotel konkurs.

Læs mere i Petter Stordalen erklærer sit første hotel konkurs

Strawberry består af 11 selskaber 
Strawberry består i dag af 11 selskaber inden for forskellige forretningsområder. Koncernen investerer hovedsageligt inden for ejendomme, finans, hoteldrift og kunst. Strawberry ejes af Petter A. Stordalen, Emilie A. Stordalen, Henrik A. Stordalen og Jakob A. Stordalen.

Læs mere i Petter Stordalen overdrager ejerskabet af sit selskab til sine børn

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Se alle

Seneste nyt

Populære nyheder