Adm. direktør, ejer og stifter Søren Stensdal, Stensdal Group. Foto: Wilfred Gachau

Blog: Ingen annus horribilis – set fra Vestegnen

Blogindlæg skrevet af adm. direktør, ejer og stifter Søren Stensdal, Stensdal Group

I Redaktørens Blog 6. november skrev Kamilla Sevel under overskriften ”Ingen panik – endnu” om stigende tomgang i kontormarkedet og endte med en opfordring til, at ejendomsbranchen gav sig selv et serviceeftersyn. Set herfra, hvor vi modsat statistikkerne oplever stigning i udlejning af kontor- og logistikejendomme, vil jeg gerne sparke Kamillas bold lidt længere op i banen. Måske til inspiration for andre?

Ikke meget er, som det altid har været, og slet ikke som det plejer. Alt før marts 2020 hører til en anden tid, og ingen af os ved, hvor vi ender. Markedet melder om stigende tomgang, og forklaringen ligger naturligvis også i Covid-19. Men ikke kun.

Tillad mig at give eksempler på, hvordan vi i Stensdal Group har set udviklingen – længe før Covid-19 ramte markedet.

Lejerne ved godt, hvad de vil have.

Når man ejer og udlejer ejendomme i Storkøbenhavn – typisk ejendomme i Ring 3 og Ring 4-områder – er konkurrencen benhård. Og så alligevel ikke.

Vi ejer ikke ejendomme, der kan sammenlignes med historiske perler i indre by. Der er hverken krummelurer på facadespring eller finurlige detaljer fra fortidens store købmænd. I omegnskommunerne er til gengæld det, mange virksomheder leder efter: God infrastruktur, store parkeringsarealer og muligheden for at leje i en ejendom, der er energirenoveret med både grønne og Covid-19-venlige tiltag.

Da vi for år tilbage startede en renoverings- og istandsættelsesbølge i vores portefølje, som til stadighed udvides, så vi, at kunderne efterspurgte andet end den gennemsnitlige løsning.

Mange af vores naboejendomme tilbyder lejemål, som de altid har set ud – og det er der som sådan ikke noget galt i. Du får, hvad du betaler for. Men hvis man kan give lejerne lidt mere – til samme markedspris – og samtidig forbedrer ejendommens klimamæssige footprint, så føler vi os forpligtet til at gøre det. Der er kunder til lækker stil på Vestegnen eller i Gladsaxe. Især hvis lejemålene har taget forskud på krav og forventninger til bl.a. fleksibel indretning med mødelokaler i alle størrelser, sensorstyret belysning m.m.

”Lejerne kommer ikke tilbage som før. Derfor skal de heller ikke mødes med ”vi plejer”-holdningen.”

Kamilla Sevel efterlyste kundetilgangen – altså, at lejerne er kunder, der skal behandles godt – også når de er i hus.

Da vi i 2018 lagde ejendomsservice om og etablerede egen serviceafdeling, var det netop for at være tættere på lejerne i hverdagen. I dag kører serviceafdelingen hver dag rundt på ejendommene og sikrer, at de lever op til den standard, som lejerne har købt ind på. Derudover er et smil leveret af vores medarbejdere et undervurderet middel til bedre dialog med lejerne og en god investering i et langvarigt forhold. Det gode er, at det ikke koster os ekstra.

Opskriften på et serviceeftersyn her har været, at vi hele tiden skal sikre, at vi leverer et bedre produkt end naboen. Både på ejendommens tilstand og grønne profil og lejemålets stil og indretning. Samtidig skal vi levere det i et løbende samarbejde, hvor vi er i tæt kontakt med lejerne og udvikler et forhold, der handler om mere end forbrugsafregninger.

Om det virker? Svaret blæser ikke i vinden, men ses på antallet af udlejede sager, der hos os er stigende. Til trods for Covid-19 og stigende tomgang i markedet.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder