Estate Media –

Nyheder – Danmark

- Jeg er landet i et drømmejob, hvor min hverdag primært defineres af ledelse af større projekter, siger sagsarkitekt og projektleder Nina Clement, Årstiderne Arkitekter. Foto: Privat

Nina Clement: Anciennitet er en ubetydelig størrelse, som man ikke skal lade sig begrænse af

Kandidat til Ung i Ejendom Talentlisten 2020: - Jeg er ikke bleg for at udfordre de konventionelle metoder, hvis jeg kan se, at det hverken skaber værdi for kunden eller projektet, siger 31-årige Nina Clement, sagsarkitekt og projektleder i Årstiderne Arkitekter

Søren Duran Duus

tirsdag 10. november 2020 9:40

De færreste i den danske ejendomsbranche har sikkert hørt om Nina Clement, men det er måske værd at holde øje med den 31-årige sagsarkitekt og projektleder i Årstiderne Arkitekter.

Nina Clement har været sagsarkitekt og projektleder på en lang række projekter, heriblandt Køhlers Have i Københavns Sydhavn bestående af tre karrébebyggelser med i alt 384 lejligheder, ligesom hun har været sagsarkitekt og projektleder på en længe- og tårnbebyggelse som led i det store udviklingsprojekt på Grønttorvet i Valby.

– De vigtigste arbejdsopgaver i min stilling som projektleder er at imødekomme kundernes ambitioner og forretningsmæssige mål. Jeg går efter at optimere processerne for at levere det bedst mulige resultat inden for de rammer og ressourcer, der er til rådighed. Men jeg er altid ydmyg over for opgaven og kunden. Det er vigtigt for mig, at kundens behov kommer først, fortæller Nina Clement.

Estate Media er i gang med en omfattende portrætserie som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2020, fordi Estate Media ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche. Dette portræt af Nina Clement, der er opvokset på en gård med hestestutteri syd for Aalborg, er det niende i rækken.

Læs mere om talentkonceptet i Hvem er de største talenter i ejendomsbranchen?

Deadline for indstilling i dag
I sin indstilling af Nina Clement til talentlisten, hvor der i øvrigt er deadline i dag, den 10. november, fremhæver Jørgen Jensen, projektudviklingschef i AG Gruppen, blandt andet:

’Nina Clement har indtil nu levet lidt ukendt, men tegner mange kendte bygninger eller nærmere bydele. Hun har blandt andet været sagsarkitekt og projektleder på en meget stor del – cirka 120.000 kvm – af Grønttorvet i Valby, og p.t. er hun sagsarkitekt på Nreps og AG Gruppens projekt i Københavns Sydhavn, Køhlers Have, der er et bæredygtigt byggeri bestående af 384 lejligheder, der binder den nye og gamle del af Sydhavnen sammen’.

Nina Clement elsker sit job som sagsarkitekt og projektleder i Årstiderne Arkitekter.

– På den helt store klinge er det bedste ved mit job at være med til at forme fremtiden ved at respondere på de trends, der definerer vores kultur, og hvordan vi kommer til at bo og leve i fremtiden. Det er et privilegium at arbejde med problemstillinger, der tager fat på vigtige emner inden for bæredygtighedsagendaen. Der ligger en kæmpe tilfredsstillelse i at omsætte problemstillinger til konkrete løsninger gennem kreative processer i et komplekst, tværfagligt samspil.

– Glæden ved mit arbejde opstår blandt andet gennem en dynamisk og alsidig hverdag, som rummer alt fra tæt dialog med kunderne, møder, byggepladsbesøg, kreativ ledelse til projektkoordinering og fordybelse i de enkelte projekter. Hverdagsglæden peaker for mig, når kunderne vender tilbage efter et godt slutprodukt, et godt samarbejde og en vellykket proces, fremhæver Nina Clement som det bedste ved sit job.

Vil gerne arbejde på et strategisk niveau
Omvendt lægger Nina Clement heller ikke skjul på sine ambitioner om engang at arbejde på et strategisk niveau.

– Jeg er landet i et drømmejob, hvor min hverdag primært defineres af ledelse af større projekter, og jeg bliver aldrig træt af kombinationen af den tætte dialog med kunderne og fordybelsen i projekterne. Dog er det ikke nogen hemmelighed, at jeg også stræber efter at arbejde med det på et strategisk niveau i fremtiden, hvor jeg i højere grad kan være med til at sætte retning, hæve barren og præge udviklingen.

– Jeg er stolt af de resultater, jeg har opnået, men samtidig er jeg drevet af konstant at dygtiggøre mig og rykke mine egne grænser, hvilket gør, at mit fokus i højere grad ligger på at optimere de ting, der kunne være gået bedre, for derefter at stræbe efter mere.

Nina Clement lægger stor vægt på altid at have en holistisk forståelse og tilgang, ligesom hun fremhæver, at det er essentielt at have et bredt perspektiv for at kunne navigere projekterne i den rigtige retning.

– Som projektleder fokuserer jeg derfor ikke kun på at styrke min arkitektfaglighed og tværfaglige forståelse, men jeg er opsøgende og nysgerrig på alle de bagvedliggende mekanismer i branchen – både de politiske, kommercielle og forretningsmæssige. Undervurderer man vigtigheden af de bagvedliggende mekanismer, fordi man ikke har forstået branchens spilleregler, er det i min optik ikke kun respektløst over for projekterne og kunderne, men man vil også opleve ikke at opnå de ønskede arkitektoniske mål.

– Den holistiske forståelse forsøger jeg efter bedste evne at opbygge gennem netværksgrupper, efteruddannelse, kurser og seminarer. Derudover gør jeg brug af mentorer. For eksempel supplerede jeg min kandidatgrad med den 2-årige efteruddannelse +2, som gør det muligt at bygge viden på omkring blandt andet forretning og organisation, projektering, ledelse og byggeriets udførelse, forklarer Nina Clement, som drømmer om at få bygget en MBA på som næste led.

Holder sig ikke tilbage
–  Er der arbejdsopgaver, hvor du har din egen måde at gøre noget på?

– Jeg er kompromisløs i forhold til at få målsætninger til at lykkes… hvad end det kræver! Men jeg er også logisk og rationelt tænkende, hvilket har resulteret i, at jeg metodisk har opbygget min egen måde at gå til projekterne for at skabe de bedst mulige rammer for en effektiv proces.

– Jeg er ikke bleg for at udfordre de konventionelle metoder, hvis jeg kan se, at det hverken skaber værdi for kunden eller projektet. Det skyldes, at jeg tidligt i min karriere haft mulighed for at gå selvstændigt til opgaverne og herigennem fået frihed til at skabe min egen vej ind i projekterne og dyrke processerne. Det har været muligt, fordi jeg er heldig at have en arbejdsgiver, der går ind for, at man selv må være med til at sætte grænserne og definere sit ansvar.

Nina Clement besluttede allerede i 6. klasse, at hun ville være arkitekt, men i stedet for den mere kunstneriske vej, valgte hun den tekniske vej ind i faget med en baggrund som civilingeniør i arkitektur ’med overbevisningen om, at et fokus på bæredygtighed, tværfaglighed og digitale værktøjer ville skabe det bedste springbræt for hende, så hun hurtigst muligt kunne navigere i en kompleks branche, hvor arkitektens rolle kun er en lille brik i det store billede’.

Karriereråd
Nina Clement kommer med følgende karriereråd til unge, der gerne vil fremad:

– Mit bedste råd er at investere sin tid rigtigt i den tidlige del af sin karriere. For mig har det været vigtigt at komme godt fra start, og jeg har fokuseret på at investere min tid i de ting, jeg vurderer, der kan give mig et forspring og dermed give værdi på den lange bane.

– Med andre ord er anciennitet en relativt ubetydelig størrelse, som man ikke skal lade sig begrænse af, for øver man sig dobbelt så meget som andre, kan man hurtigt blive dobbelt så god. Her har specialisering og målrettethed været min investering i forhold til at ’vinde tid’.

 

CV – Nina Clement (31 år)

Erfaring:

2014-nu: Arkitekt, projektleder i Årstiderne Arkitekter

2013: Arkitektpraktikant i Årstiderne Arkitekter

Uddannelse:

2017-2018: +2-uddannelsen – en 2-årig uddannelse for unge arkitekter (DanskeARK, FAOD, KADK og Akademisk Arkitektforening)

2012-2014: Master of Science in Architecture, AAU, Aalborg Universitet

2009-2012: Bachelor of Science in Architecture, AAU, Aalborg Universitet

 

Læs her, hvordan du indstiller en eller flere kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2020, og hvorfor Estate Media – sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen – i fællesskab ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche. Talentlisten offentliggøres ultimo nov. på estatemedia.dk og i Estate Magasin. Deadline for indstilling er i dag, den 10. nov. 

Som optakt til offentliggørelsen af talentlisten ultimo november er redaktionen sideløbende i gang med en omfattende portrætserie. De portrætterede personer kæmper på lige fod med andre om at komme med på talentlisten.

Læs eller genlæs alle portrætter via links lige under denne tekst

( Besøgt 1.943 gange, 5 besøg i dag )

Læs også:

Kommentarer

Seneste nyt

Cobblestone lander aftale med pensionsduo efter milliardhandel

Pluss, Administration / torsdag 3. december 2020

Bilfri bypark foran Tivoli rykker tættere på realisering

Byudvikling, København / torsdag 3. december 2020

Familieejet selskab overtager Ankerhus i Skagen i hurtig handel

Bolig, Investering, Transaktioner / torsdag 3. december 2020

Normal vil have huslejen ned i detailbranchen

Retail / torsdag 3. december 2020

Danske Shoppingcentre køber Aalborg Storcenter på 52.000 kvm

Aalborg, Investering, Retail, Transaktioner / onsdag 2. december 2020

Danmarks tredjestørste messecenter solgt for 62 millioner kr.

Investering, Transaktioner / torsdag 3. december 2020

Kommende konferencer

Tirsdag den 8. december kl. 09:00

VENTELISTE Udvikling af senior- og plejeboliger

- sundt byggeri og sundhedsbyggeri til fremtidens beboere mod 2030

Torsdag den 10. december kl. 10:00

WEBINAR Udviklingen på kontormarkedet

- stigende tomgang, hjemmearbejdspladser og domicilinvesteringer



Estate Podcast

Seneste nyheder