Partner Mads Skaarup er leder af Deloittes forretningsområde inden for ejendomsrelateret M&A-rådgivning i Norden. Foto: Deloitte

Deloitte henter ejendomsprofil – vil være førende i Norden

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden Deloitte har ansat Mads Skaarup til at lede og udvikle Deloitte M&A Real Estate.

Som ny partner og leder af Deloittes forretningsområde inden for ejendomsrelateret M&A-rådgivning er Mads Skaarups fokus på større, komplekse ejendomstransaktioner og kapitalrejsning. Hans geografiske fokus bliver både Danmark og resten af Norden i samarbejde med Deloittes Real Estate teams i de øvrige nordiske lande.

– Vi er glade for at have tiltrukket en kapacitet som Mads Skaarup. Med sine solide resultater, stærke omdømme og omfattende netværk, både lokalt og internationalt, er han den ideelle person til at lede den videre udvikling af Deloitte M&A Real Estate, siger Sigurd Ersted Jensen, leder af Deloittes Corporate Finance-afdeling.

44-årige Mads Skaarup, som tiltrådte 1. november, har omkring 20 års erfaring inden for ejendomsrelateret M&A-rådgivning og kommer fra en stilling som Director i Catella Corporate Finance, hvor han som del af Catellas ledelsesgruppe har været ansvarlig for gennemførsel af større ejendomstransaktioner og -finansieringer.

Før Catella – fra 2002 til 2003 – var Mads Skaarup Corporate Finance Consultant i EY og forinden – fra 2000 til 2002 – var han ansat i Barclays Global Investors (nu Blackrock). Han har således erfaring med at samarbejde med forskellige typer klienter, herunder større børsnoterede virksomheder, institutionelle investorer, kapitalfonde, ejendoms- og udviklingsselskaber, offentlige instanser, family offices og almene boligforeninger.

Vil være førende i Norden
Mads Skaarup glæder sig selvsagt til sin nye rolle som ansvarlig for Deloitte M&A Real Estate.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Deloitte og markedet med henblik på at skabe en førende kommerciel og finansiel rådgiver inden for ejendomsrelateret M&A i Norden. Kombinationen af Deloittes stærke brand og solide markedsposition inden for M&A, finansiel rådgivning, revision og skat samt mit eget erfaringsgrundlag og høje ambitionsniveau er en god forudsætning for at etablere Deloitte M&A Real Estate som en langsigtet eftertragtet rådgiver inden for ejendomsrelateret M&A i Norden, siger Mads Skaarup.

Mads Skaarup er uddannet cand.merc. fra CBS og har deltaget i leder- og MBA-kurser på IMD i Lausanne i Schweiz og på Haas Business School i Californien. Han har boet syv år i udlandet, blandt andet i Tyskland, England, Frankrig og senest USA, hvor han har studeret og arbejdet for Barclays Global Investors (nu Blackrock).

Deloitte er en global raådgivnings- og revisionsvirksomhed, som beskæftiger mere end 300.000 medarbejdere, heraf knap 3.000 i Danmark. I seneste regnskabsår havde Deloitte Danmark en omsætning på 3,6 milliarder kr., hvoraf cirka 2/3-del udgøres af rådgivning og 1/3-del af revision.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder