Estate Media –

Nyheder – Danmark

- Jeg har af flere omgange læst i USA, og jeg vil absolut gerne til udlandet igen, hvis chancen byder sig, siger Anne Bjerre, chefarkitekt i Danica Pension. Foto: Ditlev Rosing

Anne Bjerre er en af de bærende kræfter bag udviklingen af Postbyen

Kandidat til Ung i Ejendom Talentlisten 2020: Prioritér et godt studiejob. Studiet er en fantastisk base, men erfaringen ’udefra marken’ er uvurderlig, siger 34-årige Anne Bjerre, chefarkitekt i Danica Pension

Søren Duran Duus

torsdag 22. oktober 2020 8:01

Danica Pension er i fuld gang med at udvikle Postbyen på den tidligere postgrund mellem Københavns Hovedbanegård og Kalvebod Brygge. Den suverænt største lejer i det kommende bykvarter bliver Danske Bank med cirka 113.000 kvm – fordelt på 73.000 kvm til kontor og 40.000 kvm til parkering og teknik – men også fem tårne på samlet 33.000 kvm med 162 lejligheder og 236 hotellejligheder, et kontorhus på 24.000 kvm samt et planlagt sundhedshus bliver dominerende.

Blandt de bærende kræfter bag udviklingen af Postbyen er chefarkitekt i Danica Pension. Hun hedder Anne Bjerre og er 34 år.

– Min vigtigste opgave er at sikre, at projektet hele tiden er i fremdrift, og at der bliver taget gode beslutninger. Det kræver sommetider benhård prioritering og et stort overblik. Hele projektet er meget omfattende, og med flere end 150 funktionærer og rådgivere er det vigtigt, at alle trækker i samme retning, og at bygherren kommer med klare, præcise udmeldinger. Det kan til tider være svært, men her må man stole på sin mavefornemmelse, siger Anne Bjerre.

(Artiklen fortsætter under illustrationen)

Postbyen mellem Københavns Hovedbanegård og Kalvebod Brygge forventes færdigopført i 2024. Illustration: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Anne Bjerre er ikke i tvivl om, hvorfor hun elsker sit job som bygherre og investor.

– Det bedste ved mit job er at være med til et banebrydende projekt, hvor vi bygger en fantastisk og bæredygtig bydel, Postbyen. I et milliardprojekt som dette er jeg involveret i ekstremt mange facetter fra det arkitektoniske og designmæssige til de mere tekniske udfordringer, juridiske forhold og over i det rent kommercielle. Det store spænd og variation i opgaver samt et stort ansvar passer mig særdeles godt, siger Anne Bjerre, der er opvokset i Kolding.

Estate Media er i gang med en omfattende portrætserie som optakt til Ung i Ejendom Talentlisten 2020, fordi Estate Media ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche. Dette portræt af Anne Bjerre er det femte i rækken.

Læs mere om talentkonceptet i Hvem er de største talenter i ejendomsbranchen?

Har lært meget i Mærsk 
I en indstilling af Anne Bjerre til talentlisten skriver ejendomsdirektør Robert V.S. Nellemann, Danica Pension:

’Anne Bjerre har været en aktiv del og en af de bærende kræfter bag udviklingen af det enorme byudviklingsprojekt Postbyen, herunder indgåelse af den historiske lejekontrakt på Dansk Banks hovedkontor, lokalplanarbejdet for Postgrunden samt udviklingen af det åbne, bilfrie og imødekommende byrum, som Postbyen også bliver’.

Anne Bjerre er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2013. Fra 2012 til 2017 var hun arkitekt og Workplace Manager i Mærsk, hvor hun var en drivende kraft i udviklingen, salget og opførelsen af Maersk Amerika Plads, der nu er Totals hovedkontor. Efter fem år i Mærsk skiftede Anne Bjerre i 2017 til en stilling som chefarkitekt i Danica Pension.

– Fra min tid i Mærsk, hvor jeg primært repræsenterede Mærsk som lejer, har jeg fået forståelse for kundens behov og til tider komplicerede, interne processer. Dét kombineret med en baggrund som arkitekt er ofte en styrke, fordi jeg har indsigt i de fleste parters interesser og behov. Herudover har jeg et stærkt øje for proces og forstår, at klar formidling og kommunikation kan være nøglen til at løse komplekse problemstillinger.

Vigtigt med et godt studiejob
Som arkitekt har Anne Bjerre for længst valgt en karriere i ejendomsbranchen, men et studiejob i Mærsk tændte interessen for det forretningsmæssige og gav hende indsigt i, at ’den største chance for at skabe smuk arkitektur findes, hvis man tør gå ind i de kommercielle betragtninger og ikke kun funderer sig kunstnerisk’.

– Jeg håber, min karriere kan bringe mig meget rundt i branchen.

Drivkraften vil altid være at lave store, spændende projekter, men det er ikke nødvendigvis afgørende, om rollen skal være som investor, på rådgiversiden eller noget andet. Jeg har af flere omgange læst i USA, og jeg vil absolut gerne til udlandet igen, hvis chancen byder sig, siger Anne Bjerre.

Hun kommer med følgende karriereråd:

– Prioritér et godt studiejob. Studiet er en fantastisk base, men erfaringen ’udefra marken’ er uvurderlig. Da jeg som arkitektstuderende på min tredje arbejdsuge i Mærsk blev sendt alene til Brügge i Belgien for at forhandle en lejekontrakt, lærte jeg altså noget andet, end man kan lære i skolen. Vær ydmyg og åben overfor dine omgivelser.

 

CV – Anne Bjerre (34 år)

Erfaring:

2017-nu: Chefarkitekt, Danica Pension

2012-2017: Arkitekt og Workplace Manager i Mærsk

Uddannelse: 

2013: Uddannet Arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole

 

Læs her, hvordan du indstiller en eller flere kandidater til Ung i Ejendom Talentlisten 2020, og hvorfor Estate Media – sammen med aktører på tværs af ejendomsbranchen – i fællesskab ønsker at finde frem til og synliggøre 35 talenter under 35 år i den danske ejendomsbranche. Talentlisten offentliggøres ultimo nov. på estatemedia.dk og i Estate Magasin. Deadline for indstilling er 10. nov. 

Som optakt til offentliggørelsen af talentlisten ultimo november er redaktionen sideløbende i gang med en omfattende portrætserie. De portrætterede personer kæmper på lige fod med andre om at komme med på talentlisten.

Læs eller genlæs de seneste portrætter via links lige under denne tekst

( Besøgt 1.451 gange, 1 besøg i dag )

Læs også:

Kommentarer

Seneste nyt

Færre og færre boliglejere sættes på gaden – især i hovedstaden

Bolig / tirsdag 1. december 2020

– En ubehøvlet retorik

Estate Magasin, Byudvikling, Odense / mandag 30. november 2020

Arkitema med i vinderteam af 10 milliarder kr. stort projekt

Arkitektfirmaer / tirsdag 1. december 2020

Antallet af ghettoområder knap halveret på ny liste: – Fantastisk positivt

Bolig / tirsdag 1. december 2020

Agat finder ny teknisk chef hos entreprenør

Pluss, Investering, Virksomheder og mennesker / tirsdag 1. december 2020

Her er de 35 talenter på Ung i Ejendom Talentlisten 2020

Ung i Ejendom / mandag 30. november 2020

Kommende konferencer

Tirsdag den 8. december kl. 09:00

Udvikling af senior- og plejeboliger

- sundt byggeri og sundhedsbyggeri til fremtidens beboere mod 2030

Torsdag den 10. december kl. 10:00

WEBINAR Udviklingen på kontormarkedet

- stigende tomgang, hjemmearbejdspladser og domicilinvesteringer



Estate Podcast

Seneste nyheder