Foto: Østjysk Bolig

Østjysk Bolig finder midlertidig forretningsfører efter fyring og politianmeldelse

Efter mistanke om underslæb på baggrund af en revisionsundersøgelse iværksat af Østjysk Boligs bestyrelse beordret af Aarhus Kommune blev den nu forhenværende direktør for Østjysk Bolig, Allan Søstrøm, afskediget 2. oktober af selskabets bestyrelse.

Som Estate Media har skrevet, har Aarhus Kommunes tilsyn med de almene boligselskaber politianmeldt Allan Søstrøm for mistanke om underslæb. Tilsynet mener, at han kan have foretaget private indkøb på beboernes regning for mere end 370.000 kr.

Læs mere i Boligdirektør politianmeldt for underslæb for over 370.000 kr.

Lejerbo som midlertidig forretningsfører
Østjysk Bolig har nu valgt administrationsselskabet Lejerbo som midlertidig forretningsfører frem til 30. juni 2021, hvorefter Østjysk Bolig forventer at være på plads med ny, egen daglig ledelse. For at komme til bunds i de uregelmæssigheder, som den første revisionsundersøgelse afdækkede, og som førte til afskedigelse af direktøren, iværksætter bestyrelsen i Østjysk Bolig endvidere i samarbejde med Aarhus kommune en uvildig advokat- og revisionsundersøgelse.

– Det har været en turbulent periode, som naturligvis har givet usikkerhed hos både ansatte og beboere i Østjysk Bolig. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har styr på det videre forløb og sikkerhed for, at denne sag ikke kommer til at true Østjysk Bolig som selvstændig boligorganisation. Vi ser frem til at komme til bunds i sagen og til samarbejdet med Aarhus Kommune og Lejerbo i perioden frem til 1. juli næste år, siger formanden for Østjysk Bolig, Katja Hillers.

Ny direktør i august 2021
Forvaltningschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen, er tilfreds.

– I Aarhus Kommune er vi tilfredse med, at vi sammen med bestyrelsen for Østjysk Bolig har fundet en god løsning, så vi både kan komme til bunds i den hidtidige drift af Østjysk Bolig og samtidig sikre, at boligorganisationens drift videreføres på en forsvarlig måde. Vi vil være meget opmærksomme på, at de kommende undersøgelser bliver gennemført på en måde, så beboerne i Østjysk Bolig kan være trygge ved, at alle forhold er grundigt undersøgt, siger Bente Lykke Sørensen.

Frem til 30. juni 2021 vil en repræsentant fra Lejerbo være permanent til stede på Østjysk Boligs kontor og fungere som direktør inden for de rammer, som er fastlagt i den midlertidige administrationsaftale.

I foråret 2021 går bestyrelsen i Østjysk Bolig i gang med at rekruttere en direktør for Østjysk Bolig. Efter planen bliver det med tiltrædelse 1. august 2021.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder