Portland Towers i Københavns Nordhavn. Foto: Mikkel Johnsen

Hines køber Portland Towers i Nordhavn for stort trecifret millionbeløb

Pensiondanmark, PFA og ATP har solgt Portland Towers i Københavns Nordhavn til den internationale ejendomsinvestor Hines.

Transaktionssummen ønsker parterne ikke at oplyse, men Estate Media erfarer, at prisen er cirka 700 millioner kr. 31. december 2019 var Portland Towers bestående af 11.000 kvm kontor og 3.000 kvm sekundære arealer bogført til 526 millioner kr.

De markante kontorsiloer blev færdigbygget i 2014, hvor alle tre pensionsselskaber deltog i udviklingen af projektet. Siden har Portland Towers været udlejet til en række forskellige virksomheder, organisationer, en ambassade m.fl. og er i dag fuldt udlejet. Hines med hovedkontor i Houston, Texas, overtager Portland Towers med umiddelbar virkning.

– Vi er i ejerkredsen meget tilfredse med at have gennemført et vellykket salg til Hines. Vi har som ejere været enige om, at tidspunktet for et salg var opportunt med henblik på at realisere en god investering til gavn for vores kunder og medlemmer, og vi har opnået en god, markedskonform pris for ejendommen, siger formand for ejerkonsortiet, Marius Møller, ejendomsdirektør i Pensiondanmark.

Også PFA, der i forvejen har domicil og et stort kommende projekt, Redmolen, på vej, glæder sig over salget.

– Som engageret investor i Nordhavn har vi fortsat høje forventninger til områdets store potentiale. Det er et område i stor vækst, som vi forventer os meget af. Vi ønsker dog at forfølge en mere udviklingsorienteret tilgang, og derfor har vi sammen med resten af ejerkredsen vurderet, at tidspunktet for et salg af Portland Towers nu var passende. Vi kan derfor også se tilbage på en rigtig god investering, som har bidraget positivt til PFA-kundernes opsparinger, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

I ATP Ejendomme hæfter adm. direktør i ATP Ejendomme, Martin Vang Hansen, sig ved en god salgsproces.

Hines: Derfor opkøb
Hines har købt Portland Towers til Hines Pan-European Core Fund (HECF). Opkøbet sker, efter HECF i april købte 121 lejligheder i Trikotageparken på Østerbro i København.

Læs mere i Hines køber 10.500 kvm i København – første boligprojekt i Danmark

– København er fortsat et essentielt marked for HECF. Det skyldes markedets stabilitet – i en europæisk kontekst – samt grundlæggende stærke og langsigtede vækstudsigter. Portland Towers er en exceptionel ejendom med en sublim placering. Med den stærke sammensætning af lejere og det store fokus på bæredygtighed er bygningen oplagt til at indgå i HECF’s investeringsstrategi.

– På tværs af det europæiske marked ser vi fortsat muligheder for at erhverve kontorejendomme af høj kvalitet i de større byer parallelt med vores diversificering i bolig og logistik, siger Peter Epping, HECF Fund Manager, Hines.

Hines er i handlen blevet rådgivet af Plesner, EY og Rambøll, mens CBRE har stået for kommerciel rådgivning. Sælgerne – Pensiondanmark, PFA og ATP – er blevet rådgivet af Colliers og Kammeradvokaten.

Hines’ indtog i Danmark startede i 2017, da Meyer Bergman solgte fire ejendomme på Købmagergade i København til Hines pan-europæiske Core Fond.

Læs mere i Så meget tjener pensionstrio på Portland Towers

Læs også Hines ser stort vækstpotentiale i Danmark efter køb af Portland Towers

 

Fakta: Portland Towers

– Siloerne ligger på Sandkajen, der blev etableret i 1950’erne og 1960’erne, og var en del af Københavns Frihavn. De er opført af Aalborg Portland i 1979 til at opbevare cement, der kunne losses og læsses direkte fra skibe ved kajkanten. Kontorerne er monteret uden på siloerne og ’svæver’ 24 m over terræn. I alt er der etableret 7 etager

– Byggeriet rummer 11.000 kvm kontorlokaler og 3.000 kvm sekundære arealer.

Fakta: Hines Pan-European Core Fund (HECF)

– Fonden blev etableret i 2006 med ‘intentionen om at skabe en robust og stabil indkomstprofil’ bestående af en diversificeret portefølje af velbeliggende ejendomme i de største europæiske byer

– I 2. kvartal 2020 havde HECF’s portefølje en udlejningsprocent på 97,2 med i alt 1,6 milliard euro – cirka 12 milliarder kr. – aktiver under forvaltning. Fondens portefølje består i øjeblikket af 25 aktiver, inklusiv forward fundings, fordelt på 15 byer i ni europæiske lande

 

Seneste udvalgte transaktioner:

Fynsk investor bag trecifret millionopkøb i Jylland – se pris

Jeudan køber historisk posthus på Østerbro – klar til større udvidelse

Casa sælger boligprojekt i milliardhandel på Vestegnen

Capman og Casa indleder samarbejde med opkøb på Frederiksberg

Andelsboligejendom solgt efter henvendelse fra Colliers

Pensionsselskab køber kontorejendom ved Københavns Politigård

Niam køber nordsjællandsk boligprojekt af Sophienberg Gruppen i trecifret millionhandel

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder