Rød markering viser placeringen af Steno Diabetes Center på Nyt OUH

Entreprenør vinder 600 millioner kr. stor byggeopgave på Nyt OUH

Regionsrådet i Region Syddanmark har tirsdag besluttet, at den fynske entreprenør 5E Byg har vundet opgaven med at opføre det cirka 20.000 kvm store Steno Diabetes Center Odense som en del af Nyt OUH.

5E Byg har vundet opgaven foran NCC Danmark, Aarsleff og CG Jensen, som alle har budt på opgaven med at bygge diabetescentret.

Diabetescentret er den tredje licitation, 5E Byg vinder på det nye universitetshospital i Odense.

Et enigt regionsråd har fulgt indstillingen fra regionens administration og valgte den fynske entreprenør, fordi entreprenøren har afgivet det tilbud, som samlet set giver det bedste forhold mellem pris og kvalitet. Den økonomiske ramme for byggeriet af Steno Diabetes Center Odense er omkring 600 millioner kr., og centret bliver langt overvejende finansieret via en bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Steno Diabetes Center Odense etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH forbundet med Nyt OUH’s somatik mod vest og voksenpsykiatrien mod øst. Opførelsen af diabetescentret skal stå færdig til at blive taget i brug samtidig med det resterende sygehus. Regionen forventer at underskrive en kontrakt med 5E Byg i oktober.

Steno Diabetes Center Odense blev som driftsenhed etableret på OUH i 2018 i et samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Der vil være cirka 9.000 patienter med tilknytning til Steno Diabetes Center Odense, og der vil samlet være omkring 80-100 ansatte tilknyttet centret.

Udover diabetescentret skal 5E Byg opføre hovedkøkkenet og logistik- og sterilcentralen på Nyt OUH.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder