Gågaden Ryesgade i Aarhus. Foto: Google Maps

Butikslejepriser i Aarhus dykker – ’ganske naturligt’

Ikke siden 2012 har Aarhus og det øvrige Østjylland haft så høj en andel af udbudte butikslokaler, viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.

Efter flere år med stigninger er lejepriserne nu under pres, men der sker samtidig mange udlejninger i Aarhus C, hvilket Estate Pluss for nylig zoomede ind på.

Læs mere i Antallet af butiksudlejninger i Aarhus C ligger 44 procent over 2019

Ved indgangen til 3. kvartal lå udbuddet i Østjylland på 6,4 procent af de samlede butiksarealer. Det er en stigning på 0,7 procentpoint fra 2. kvartal og samtidig det højeste niveau, Ejendomstorvet har registreret siden oktober 2012, da udbuddet af butikslokaler nåede op på 7,1 procent i landsdelen.

På landsplan er 9.600 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf 1.743 lokaler til butiksdrift, café/restaurant eller takeaway. Af dem ligger 279 i Østjylland, flest i Aarhus Kommune med 120, dernæst Randers med 61 samt Silkeborg med 33, Horsens med 25 og Norddjurs med 18.

– Vi har kunnet se, at lejeniveauet særligt i Aarhus var kommet højt op – og måske også for højt, når man kan konstatere, at en stor del af indbyggerne er studerende uden den samme købekraft som resten af befolkningen. Det har fået flere butikker og kæder til at revurdere situationen, og for nogle var coronakrisen måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. For eksempel planlægger Matas at sammenlægge flere mindre butikker og åbne én stor flagskibsbutik i Aarhus midtby, ligesom H&M har lukket flere østjyske butikker, siger siger Frank Heskjær, chef for detailhandel hos EDC Erhverv Poul Erik Bech og med base i Aarhus.

Bedste lokationer under pres
Erhvervsmægler Jesper Poder Olsen, Colliers International i Aarhus, er enig.

– Vi kan se, at lejeniveauet på de bedste beliggenheder i Aarhus har taget et dyk – ganske naturligt, da tomgangen har været stigende. At der er flere tomme butikker, er med til at gøre udlejningsmarkedet mere gennemsigtigt for lejerne, og flere potentielle lejere er begyndt at se nye muligheder i gaderne, da de i nogle tilfælde kan få en mere optimal butik til den samme eller ligefrem lavere leje, siger Jesper Poder Olsen.

Nogle af de større kæder vælger at skære ned i Aarhus, hvor de har flere afdelinger, mens de i højere grad fastholder butikker i byer som Horsens og Silkeborg, hvor de typisk har ét lejemål.

Både Jesper Poder Olsen og Frank Heskjær peger på, at der samtidig med det øgede udbud af lokaler har været livlig aktivitet det seneste par måneder.

De 11 østjyske kommuner har samlet lidt over 2 millioner butiks-kvm eller næsten en sjettedel af landets samlede butiksareal. Trods stigningen i andelen af udbudte butikker ligger Østjylland med 6,4 procent dog fortsat lavere end landsgennemsnittet, som ved indgangen til 3. kvartal steg til 6,8 procent – det højeste registreret i de 17 år, Ejendomstorvet.dk har indsamlet talmateriale for.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder