Moe lander rekordregnskab efter fransk overtagelse

Den danske rådgivende ingeniørvirksomhed Moe, som franske Artelia Group annoncerede overtagelse af i december 2019, har netop landet sit hidtil stærkeste årsregnskab.

Omsætningen steg i 2019 til 724 millioner kr., hvilket er en stigning på 9 procent i forhold til 2018. Resultatet efter skat landede på 40,9 millioner kr. mod 29,4 millioner kr. i 2018 – en vækst på 39 procent.

Overskudsgraden er nu på 7,6 procent.

– Det er et rigtig flot resultat, vi har opnået i 2019. Vi har skabt vækst i både omsætning, indtjening og medarbejderantal, siger adm. direktør Christian Listov-Saabye, Moe.

Moe, der nu er en del af Artelia Group med rundt regnet 6.000 medarbejdere, har nu mere end 900 medarbejdere og er blandt Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder.

Læs også Franske Artelia Group køber Moe

Vil også indtage Sverige
Moe blev i december 2019 en del af europæiske Artelia Group, der har kontorer i det meste af verden.  Sammen har Moe og Artelia lagt en strategi med fokus på Nordeuropa og det skandinaviske marked. Med Artelia i ryggen opnår Moe flere muskler til at fortsætte udviklingen af Moe Norge, og derefter er Sverige på listen.

– I samarbejde med Artelia er vi nu ude på et internationalt marked med vores spidskompetencer inden for særligt bæredygtighed. Vi er i øjeblikket i gang med et projekt, der skal transformere Det Danske Hus på Champs-Elysées i Paris og gøre det til et eksempelprojekt for bæredygtighed. Vi oplever også en stor europæisk interesse for vores rådgivning inden for trafik og mobilitet, og på fjernvarmeområdet er der også stor interesse, fremhæver Christian Listov-Saabye.

Pandemien viser nye veje
På trods af nedlukningen i Danmark og i mange andre lande i første halvdel af 2020 har Moe – ifølge Christian Listov-Saaby -klaret sig godt igennem krisen. Stort set alle projekter er kørt videre under Crona, og kun ganske få projekter er stoppet eller sat på hold. Regnskabet for 1. halvår ser også ’godt ud’, oplyser direktøren.

– Corona har vist, hvor sårbart vores samfund kan være. Den har ændret vores hverdag og livsstil og vores måde at kommunikere på. Pandemien har fremskyndet fokus på emner som sikkerhed, digitalisering og mobilitet, som alle er områder, vi arbejder med. Vi ser et stort fremtidigt marked post Corona, siger Christian Listov-Saabye.

Moe er i gang med et større udviklingsprojekt omkring FN’s Verdensmål og værktøjer til at hjælpe kunderne med at gøre deres projekter mere bæredygtige.

– Vi ser positivt på regeringens udmeldinger på klimadagsordenen og de nye tiltag om renovering af almene boliger. Vi skal allesammen bidrage til den grønne omstilling, og i Moe er det en kerneværdi at værne om miljøet og klimaet gennem den rådgivning og tekniske indsigt, vi tilfører vores kunders projekter. For vores eget vedkommende arbejder vi med at nedbringe vores egne udledninger, og vi har flere tiltag i gang, der skal motivere medarbejderne til at vælge mere bæredygtige transportformer. Vi kører blandt andet flere cykelkampagner i løbet af året, siger Christian Listov-Saabye.

Seneste årsregnskaber – Moe Danmark

Kilde og tabel: Moe Danmarks årsrapport 2019




Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder