Estate Media –

Nyheder – Danmark

Ugen i Ejendom: Falske profiler, Magthavere og en genåbning af branchen

Ugens absolut mest læste nyhed blev, at den danske kapitalfond Nrep solgte 25 procent af sig selv til Novo Holding. Den blev fulgt lige i hælene af Estate Medias afsløring af, at falske profiler i flere tilfælde har infiltreret ejendomsbranchen på Linkedin. Og så mener to af Danmarks førende erhvervsmægler-profiler, at ejendomsmarkedet er tilbage i 2021.

Kamilla Sevel

lørdag 9. maj 2020 9:00

Sejt. Det må være ordet om Mikkel Bülow-Lehnsby og Rasmus Nørgaards fortsatte eventyr i Nrep. De to kom fra internationale kapitalfonde og valgte at starte deres egen danske pendant. I starten var det op ad bakke, men som man også kunne læse i Estate Magasin no 1 – 2020, så er det siden gået rigtig godt. Partnerne i Nrep er blevet flere, og nu var tiden klar til at tage yderligere et spring. Novo Holding køber 25 procent af Nrep og investerer samtidig i fondene.

Jeg så kommentarer på nettet om, at det handler jo bare om, at Novo har set en god forretning. Selvfølgelig gør det – OGSÅ – det. Men man må ikke fejlvurdere Nrep. De er afkastdrevet, for ellers ville ingen lægge penge i deres fonde, men de leverer mere end de fleste kapitalfonde til deres investorer. Og de går på kompromis med partnerindtjeningen for at kunne investere i noget, der for udenforstående kunne ligne filantropiske projekter til at fremme det byggede miljø.

Når det er sagt, så skal man også huske, at Novo fonden er netop – en fond. Danmark er unikt ved, at en lang række af vores store, historiske og bærende virksomheder er fondsejede. Det gælder ikke mindst i ejendomsbranchen med for eksempel Rambøll og Cowi.

Det gør nogle gange, at der er lidt højere til loftet forstået på den måde, at succeskriterierne er mange, og de er ikke alle forankret i et excelark. Jeg er udmærket klar over, at der ikke bliver gået direkte på kompromis med indtjeningen, men der er en række kriterier, der også spiller ind. Præcis som der er hos Nrep, der blandt andet har investeret i Lendager Architects, som måske ikke er det bedst indtjenende arkitektfirma, men har formået at skubbe til dagsordenen med sin insisteren på genanvendelighed og bæredygtige byggerier.

Nrep gjorde en overgang – især i opstarten – meget ud af at præcisere overfor pressen, at de var nordiske. Og det er de. Men de har nået en størrelse og betydning nu, hvor det er helt okay at være stolte af, at de faktisk ikke er nordiske. De er en nordisk fond, men de er danske, og det synes jeg godt, vi kan tillade os at være stolte af og blive inspireret af både i den danske ejendomsbranche, men også generelt.

Læs også Novos pengetank i milliardinvestering: Vi kan godt lide Nreps konceptudvikling

Læs også Novos pengetank køber 25 procent af Nrep

Ugens næstmest læste nyheder var Estate Medias afsløring af, at falske profiler har infiltreret ejendomsbranchen på LinkedIn. Jeg tror, der er mange, der tager opslag på LinkedIn for pålydende, for hvorfor skulle man ikke det? Jamen, det skal man jo ikke, for hvis man reelt ikke ved, hvem man diskuterer med, er det så i orden at skrive nedgørende om andre? Det mener jeg ikke, at det er medmindre, at man så har den ligning med i sin modtagelse af budskaberne.

Der er mange brancher og miljøer, hvor anonyme profiler kommer med indsigtsfulde sandheder, som ingen andre vil sige åbent. Men dels skal man stadigvæk huske, at der er mennesker bag de fleste nyheder, udnævnelser etc., og man skal virkelig være sikker i sin sag på, at folk er nogle klaphatte, før man udnævner dem til det i et offentligt forum, og dels skal man som sagt stå ved, at man er anonym, hvis man kan sige det sådan.

Det har ikke været tilfældet med de falske profiler, som flere i ejendomsbranchen ikke helt stolt har indrømmet, at de havde accepteret som forbindelser. Forblændet af gode uddannelser og spændende arbejdsrelationer.

Så herfra blot et godt overordnet råd: Bevar tilliden, men husk også skepsis, og tjek hvem det er, du har med at gøre.

Læs også Mindst fire falske profiler infiltrerer ejendomsbranchen

Læs også Falsk profil hærger ejendomsbranchen på sociale medier

Og det med at bevare tilliden er måske også det, der bliver appelleret til i Danmark i øjeblikket i en let omskrevet version. For i denne uge blev der åbnet op.

Det blev kaldt en stor genåbning, men måske er den ikke så stor og reelt set er det helt uigennemskueligt for eksempel for cafeer og restauranter om de på nogen måde er bare nær deres sædvanlige forretningsomfang. Og dermed er det også ualmindeligt svært for ejendomsinvestorerne på den korte bane at vurdere, hvor deres lejere befinder sig i forhold til betalingsevne og indtjening. Husk at bruge dem så meget som muligt, – køb, køb, køb og spis og drik, – men husk samtidig at blive ved med at holde afstand. Den er altså ikke helt nem, men det er det, vi allesammen skal gøre i den kommende tid for at få hjulene i gang igen.

Til gengæld er der ikke tvivl blandt to af Danmarks førende erhvervsmæglerfirmaer. Vi er på vej den rigtige vej, og selvom det har været en hård opbremsning i transaktionsmarkedet – som alle andre steder, – så vurderes krisen at være kortvarig.

Læs også Positivismen breder sig 

Læs også Colliers: Sådan trykker coronakrisen priserne på investering- og det er ikke ret meget

I denne uge er det også anden uge, hvor man har mulighed for at stemme på listen over, hvem der har mest indflydelse i ejendomsbranchen, Magthaverne. Jeg havde i den forløbne uge den glæde at være studievært på en ny udgave af Estate Podcast med interviews med 3 af jurymedlemmerne om deres vurdering af magt. For hvad betyder det egentlig? Hvornår har man indflydelse, og hvornår bestemmer man bare? Det talte jeg med Henrik Dahl Jeppesen, Lene Espersen og Rikke Lykke om, og det kom der en virkelig spændende godt 18 minutter lang udsendelse ud af, som du kan høre ved at klikke her.

Ugen bragte også flere interessante transaktionsnyheder. Det gjaldt for eksempel investorerne fra pubben Old Irish, som nu for alvor har slået sig på ejendomsinvesteringer. I sidste uge kunne vi skrive om deres køb i Gilleleje, og i denne uge om et konkursramt butikscenter, der bliver omdannet til boliger.

Læs også Pub-investorer køber konkursramt butikscenter og konverterer til boliger

Læs også Gilleleje-skole solgt til projektboliger

Andre transaktioner viste, at en af de mest aktive investorer til dags dato, Niam, er klar til at springe til også, selvom det drejer sig om forholdsvis små porteføljer. I Horsens har Niam således købt 42 rækkehuse og føjer dem dermed til den efterhånden diversificerede og betydelige portefølje.

Læs også Niam køber 42 rækkehuse af lokal udvikler

En anden ejendomshandel, som er mere interessant end sin størrelse, er nyheden om, at Amager Billand nu er solgt. Den blev kendt langt udover de sædvanlige kredse, hvor man interesserer sig for ejendomshandler, da DRs Pengejægerne gik efter den tidligere ejer. Nu er ejendommen altså solgt til en aalborgensisk investor med forkærlighed for at investere i motorrelaterede ejendomme.

Læs også Nordjysk investor køber Amager Billand-ejendom

Den mest læste transaktionsnyhed i denne uge blev dog salget af 184 studieboliger i Københavns sydhavn i en selskabshandel. Her har de Londonbaserede investorer, der også er involveret i blandt andet studieboliger på Søndre Fasanvej 90 solgt projektet til den erfarne K/S-udbyder Bo Helligsøes Crescendo. Det var Colliers, der offentliggjorde den handel, som de har stået for. Men det interessante er i min optik også den graf, som de samtidig har udarbejdet, og som understreger, at udbuddet af studieboliger inklusiv kollegieværelser nu har passeret efterspørgslen.

– Udbuddet af studieboliger vil stige i de kommende år, samtidig med, at antallet af studerende er stagnerende. Desuden er studiepligten afskaffet, hvilket giver investorerne flere muligheder. De kan for eksempel vælge at leje ud til enlige eller nyuddannede, ikke blot studerende. Alt i alt forudser vi en ændret konkurrencesituation, hvor beliggenhed vil spille en endnu større rolle end i dag, siger Jacob Bruun Borring.

Hvilket både betyder, at når der pludselig ikke længere er en knaphedssituation, så vil beliggenhed komme til at betyde en langt større rolle. Og så er det jo en fordel, at man kan leje ud til andre end studerende. Men det er ikke nogen hemmelighed, at mange udlejere har tøvet, for hvis man ikke er på den sikre indtægt SU, så kan segmentet være forbundet med (endnu) større udskiftning og nogle gange også sociale udfordringer, som kræver stor administration. Derfor er det nok bare med at rebe sejlene, hvis man er i ungdomsboligsegmentet og sørge for at gøre sit produkt attraktivt.

Læs også Udenlandsk investor sælger 184 københavnske studieboliger

Navnenyt i ugen var præget af, at SBB, der i de seneste år har købt flere ejendomme op i Danmark, desværre måtte se sig ramt af, at der opstod mistanke til adm. direktør Ilija Batljan om deltagelse i insiderhandel. Det er naturligvis vigtigt, at det bliver undersøgt, og der er ikke så meget mere at kommentere på det, før retten har talt.

Læs også Bestyrelsen har fuld tillid til SBB-direktør

Læs også SBBs direktør anholdt – mistænkt for ulovlig insider-handel

Men der var heldigvis også mere almindelige navnenyheder, hvoraf den mest læste uden tvivl blev, at C.W. Obel har ansat Luise Knokgaard, der både har nået at være i Danica, i Newsec (dengang Datea) og i Aberdeen Standard. Nu skal hun hjælpe det klassiske ejendomsselskab C.W. Obel med Torben Black i spidsen med udlejningen fremadrettet.

Læs også C.W. Obel henter ny udlejningschef

Det var, hvad vi havde valgt at bringe i denne omgang. Husk at stemme på, hvem du synes, der i højest grad er med til at definere branchens udvikling på www.estatemedia.dk/magthaverne og hav en rigtig dejlig weekend.

Kommentarer

Seneste nyt

Investorgruppe køber 3.300 kvm stort boligprojekt af Casa

Pluss, Bolig, Investering, Transaktioner / fredag 10. juli 2020

Annette Rønne giver stafetten videre – 13 østjyske Home-butikker får nye indehavere

Aarhus, Virksomheder og mennesker / fredag 10. juli 2020

Newsec styrker asset management med to velkendte ansigter

Investering, Virksomheder og mennesker / fredag 10. juli 2020

Ejendomspriserne 2020: Se de nominerede og stem på dine kandidater

Ejendomsprisen / torsdag 9. juli 2020

Pensam køber knap 10.000 kvm boliger i Aarhus-centrum af NRE-konsortium

Pluss, Aarhus, Bolig, Investering, Transaktioner / torsdag 9. juli 2020

Aberdeen overtager 23.000 kvm stort boligprojekt i Aarhus

Aarhus, Bolig, Byggeri, Investering / torsdag 9. juli 2020

Kommende konferencer

Torsdag den 13. august kl. 09:00

VENTELISTE - Erhvervs- og boligmarkedet i Roskilde

- investering og udvikling mod 2021

Torsdag den 20. august kl. 09:00

VENTELISTE - Erhvervslejeloven

- nyeste afgørelser og praksis

Estate Podcast

Seneste nyheder



Tags

Ledige erhvervslejemål

Lokalebasen.dk er Danmarks portal for erhvervslejemål. Søg blandt tusindvis af ledige erhvervslokaler over hele landet.
Se www.lokalebasen.dk
Har du brug for specifikke lokaler, kan du søge i de forskellige kategorier:
Kontorlokaler
Kontorhoteller
Butikslokaler
Produktions- og lagerlokaler

Available Office Space for Rent
MatchOffice is one of the world’s leading serviced office brokers.
Browse through thousands of serviced offices and business centers in various countries.
MatchOffice Sweden
MatchOffice Norway
MatchOffice Finland