tirsdag 05. maj 2020 18:06
SBB’s direktør anholdt – mistænkt for ulovlig insiderhandel
Ilija Batljan, adm. direktør for og grundlægger af SBB, er blevet anholdt på grund af ’markedsmisbrug’ i forbindelse med handel med værdipapirer, oplyser det svenske, børsnoterede ejendomsselskab.
– Adm. direktør Ilija Batljan er i dag (tirsdag, red.) blevet anholdt for mistanke om markedsmisbrug. Virksomheden har i øjeblikket ingen yderligere information tilgængelig og ved ikke, hvilket firma eller værdipapirer det drejer sig om, fremgår det af en kortfattet pressemeddelelse.
Under Ilija Batljans fravær er viceadm. direktør Krister Karlsson indsat som fungerende adm. direktør for SBB.
Ifølge den svenske avis Dagens Industris kilder mistænker politiet Ilija Batljan for ulovlig og alvorlig insiderhandel.
– Min klient benægter kriminalitet, siger Ilija Batljans forsvarsadvokat, Martin Cullberg, til avisen Expressen.
Ifølge Expressen er yderligere tre personer blevet anholdt i forbindelse med samme aktion tirsdag.
Desuden er en fjerde person mistænkt for insiderhandel – dog i mindre omfang. Alle fire personer er blevet tildelt en forsvarsadvokat.
Tirsdag faldt SBB-aktien med 18,6 procent på børsen i Stockholm.
SBB, der står for Samhällsbyggnadsbolaget i Norden, er et ejendomsselskab stiftet i 2016 af Ilija Batljan, der er tidligere politiker og har ønsket at skabe et privat ejendomsselskab, der fokuserer på ejendomme udlejet til offentlige aktører. SBB går efter at blive en ledende nordisk aktør.
Porteføljen består af lavrisiko-ejendomme udlejet til offentlige lejere i Norden og boligejendomme i Sverige.
Første danske investering i 2019
I 2019, hvor SBB rykkede ind i Danmark, købte det svenske ejendomsselskab ejendomme i Randers, Fredericia, Svendborg, Slagelse og Glostrup.
SBB’s seneste opkøb i Danmark var i februar, da selskabet købte en 10.000 kvm stor erhvervsejendom i Høje-Taastrup Kommune vest for København.
Læs mere i SBB køber erhvervsejendom for 60 millioner kr. vest for København
31. december 2019 var SBB’s samlede ejendomsportefølje bogført til 79,5 milliarder svenske kr. – godt 56 milliarder danske kr. Heraf udgjorde danske ejendomme cirka 1 procent.
Læs mere om SBB’s 2019-regnskab i SBB stormer frem – portefølje runder 55 milliarder kr.
Rubik Properties agerer som SBB’s lokale manager i Danmark.