Regeringen foreslår denne hjælp til små og mellemstore virksomheder

S-regeringen foreslår at udskyde momsbetalingerne for små og mellemstore virksomheder samt udskyde fristen for betaling af B-skat. De to tiltag forventer regeringen forbedrer virksomhedernes likviditet med 40 milliarder kr. og skal hjælpe danske virksomheder og lønmodtagere gennem de nuværende udfordringer som følge af coronaviruskrisen.

Forslagene kommer i kølvandet på udskydelse af momsbetaling for større virksomheder.

Forslaget ventes at forbedre likviditeten for små virksomheder med cirka 15 milliarder kr. og cirka 20 milliarder kr. for mellemstore virksomheder. Udskydelsen af fristen for betaling af B-skat. Det gavner især selvstændigt erhvervsdrivende og ventes at øge likviditeten med 5 milliarder kr., oplyser skatteminister Morten Bødskov, Socialdemokratiet.

Arbejder på yderligere initiativer
– Danmark er et iværksætterland med mange små og mellemstore virksomheder. De virksomheder og deres medarbejdere ønsker regeringen at hjælpe bedst muligt gennem de nuværende udfordringer. Derfor foreslår vi at udskyde betalingen af moms for små og mellemstore virksomheder og fristen for betaling af B-skat til gavn for især de selvstændigt erhvervsdrivende. De nye forslag giver danske virksomheder en nødvendig buffer på likviditeten. Det her er et vigtigt skridt. Men vi arbejder samtidig på yderligere initiativer, der holder hånden under vores selvstændige, siger skatteministeren.

Konkret foreslår regeringen at udskyde momsbetalingen for små og mellemstore virksomheder ved at sammenlægge to afgiftsperioder. Det betyder, at betalingsfristen for den første afgiftsperiode udskydes, så den svarer til betalingsfristen for den anden afgiftsperiode. Små virksomheder skal dermed først betale moms den 1. marts 2021, mens mellemstore virksomheder først skal betale den 1. september i år.

Likviditetsforbedring på 165 milliarder kr.
Virksomhederne vil få negativ moms udbetalt som vanligt, hvis de angiver efter afgiftsperiodens udløb. Forslaget kommer efter, at regeringen i sidste uge foreslog at udskyde momsbetalingen for store virksomheder samt en generel lempelse af betalingsfristerne for A-skat og AM-bidrag.

Derudover foreslår regeringen at udskyde betalingsfristen for B-skat. Det vil især styrke likviditeten for selvstændigt erhvervsdrivende. Konkret betyder det, at den betalingsfrist, som ellers lå den 20. april, flyttes til den 20. juni, mens fristen den 20. maj udskydes til den 20. december. Dermed bliver april og maj helt fri for betaling af B-skat. Selvstændigt erhvervsdrivende kan derudover selv reducere deres B-skattebetaling for resten af 2020, hvis de på skat.dk nedsætter deres forventede indtjening for 2020.

Det samlede forslag behandles som et ændringsforslag til det allerede fremsatte lovforslag om at lempe betalingsfristerne for A-skat, AM-bidrag og moms for store virksomheder.

Sammen med de allerede foreslåede lempelser af betalingsfrister forventer regeringen, at danske virksomheders likviditet forbedres med i alt cirka 165 milliarder kr.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder