Boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet. Foto: Claus Bech
Boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet. Foto: Claus Bech

Kovending: Rød blok og Dansk Folkeparti indgår ny boligaftale

Efter tre måneders forhandlinger har regeringen, Enhedslisten, SF, Alternativet og – højst overraskende – Dansk Folkeparti netop landet en ny boligaftale.

Aftalen indebærer, at der indføres en karensperiode – et såkaldt spekulantstop – hvor en køber af en ejendom ikke kan hæve huslejen i de første 5 år efter overtagelsen, hvis der foretages en renovering efter Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2.

Der indføres desuden et grønt incitament, så karensperioden bortfalder, hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst tre niveauer eller energiforbedres for mindst 3.000 kr. per kvm.

Karensperioden på 5 år skal ikke gælde, hvis en andelsboligforening omdannes til udlejningsejendom. Det betyder, at andelsboliger ved vurderinger friholdes fra værditabet som følge af karensperioden, oplyser de fem partier bag den nye boligaftale.

Aftalen stiller også krav til, at de renoveringer, der udføres, skal være grønne. Fremover skal en renovering løfte en ejendom op i energiklasse C eller løfte ejendommens energiklasse mindst 2 niveauer.

Herudover er der indgået aftale om en lang række initiativer til styrkelse af lejerne.

Strid om karensperiode
Den nye boligaftale mellem S-regeringen, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet er indgået blot dagen efter, at en dybt skuffet og uforstående boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, på et hastigt indkaldt pressemøde onsdag formiddag annoncerede, at regeringen efter flere måneders forhandlinger om en politisk aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, havde valgt definitivt at indstille forhandlingerne om en stramning af den såkaldte moderniseringsregel.

Forhandlingernes helt store stridspunkt om en stramning af paragraf 5, stk. 2 har handlet om spekulantstoppet, der skulle ramme de mest kortsigtede investorer. Her havde regeringen foreslået at indføre en karensperiode på 7 år – oprindeligt 10 år – før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne om en paragraf 5, stk. 2-modernisering.

DF skifter side i sidste øjeblik
Boligministerens drastiske udmelding om at droppe de videre forhandlinger blev i løbet af onsdag stærkt kritiseret af Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, som onsdag aften blev enige om et udkast til en ny boligaftale, der torsdag skulle vedtages i grupperne. Herefter skulle en form for aftale offentliggøres.

Men Dansk Folkeparti har altså skiftet side i absolut sidste øjeblik og har nu indgået en ny boligaftale med regeringspartiet Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Alternativet.

Fakta: Udvalgte elementer i forslag til ny boliglov

  • Karensperiode: Der indføres en karensperiode, som betyder, at der efter overtagelse og gennemgribende modernisering af en ejendom skal gå 5 år, før lejefastsættelse må ske efter Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2
  • Grønt incitament: Karensperioden på 5 år bortfalder, hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst tre niveauer eller energiforbedres for mindst 3.000 kr. per kvm
  • Huslejebremse: Lejen vil fremover ikke kunne fastsættes væsentligt over det lejedes værdi (i praksis op til 10 procent over), men vil fremadrettet alene kunne fastsættes til maksimalt det lejedes værdi
  • Grønt energikrav: Der indføres et skærpet grønt energikrav, så der først kan gennemføres forbedringer efter paragraf 5, stk. 2, når ejendommen er bragt op på energiklasse C eller man har løftet ejendommens energiklasse mindst to niveauer
  • Forbud mod ’flytte-penge’: Det skal fremover være forbudt for udlejer at tilbyde lejer penge for at opsige eller fraflytte sit lejemål
  • Huslejenævn: Der sættes gang i en række initiativer, som vil styrke huslejenævnene og øge gennemsigtigheden i lejeniveauerne
  • Besigtigelse: For at modvirke fup-moderniseringer, hvor udlejer udskifter nyere installationer alene for at opfylde beløbskrav, indføres krav om, at lejemålets stand før en 5.2-modernisering skal dokumenteres ved en besigtigelse fra huslejenævnet

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder