København. Foto: Søren Duran Duus

Enighed om udkast til ny boligaftale uden om regeringen

Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige er onsdag aften blevet enige om et udkast til en ny boligaftale.

Udkastet, som de fire blå partier og Radikale Venstre er blevet enige om, skal torsdag vedtages i grupperne. Herefter vil en form for aftale blive offentliggjort, bekræfter Det Konservative Folkeparti over for Dagbladet Børsen.

Med 91 mandater ud af Folketingets 179 medlemmer kan de fem partier potentielt mønstre et flertal.

Facebook lægger forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, ikke skjul på, at han er yderst tilfreds med udsigt til en mulig ny boligaftale:

– Kæmpe ros til Radikale Venstre for at have taget initiativ til at samle ’de blå partier’ om – og mit eget parti, Venstre, for at medvirke til – at afværge 7 års karensperiode for huslejeregulering efter renovering. Klogt og modigt. Klogt, fordi en karensperiode vil fjerne investeringslyst i boligforbedring og energirenovering af udlejningsejendomme. Modigt, fordi det alt for godt er lykkedes Socialdemokratiet at få det til at se ud som et målrettet angreb på fæle, udenlandske kapitalfonde – TV2 News taler hele tiden og udelukkende om ’Blackstone-indgreb’ (!) – men i virkeligheden er det jo et angreb på danske pensionskasser, ATP Ejendomme og ansvarlige danske ejendomsinvestorer.

– Selvfølgelig skal der gribes ind over for ublu huslejestigninger, men at forhindre investorer i at få forrentet deres investeringer i 7 år er det rene galimatias!

– Det er altid dejligt, når seriøsiteten sejrer, skriver Lars Løkke Rasmussen på sin Facebook-profil.

Strid om karensperiode
Forhandlingernes helt store stridspunkt om en stramning af Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 har handlet om det såkaldte spekulantstop, der skulle ramme de mest kortsigtede investorer. Her har regeringen foreslået at indføre en karensperiode på 7 år – oprindeligt 10 år – før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne om en paragraf 5, stk. 2-modernisering.

Onsdag formiddag sagde en dybt skuffet og uforstående boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, på et hastigt indkaldt pressemøde, at regeringen efter tre måneders forhandlinger om en politisk aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, har valgt definitivt at indstille forhandlingerne om en stramning af den såkaldte moderniseringsregel.

Boligministeren sagde, at SF, Alternativet og Enhedslisten – udover naturligvis regeringspartiet Socialdemokratiet – gerne vil gennemføre spekulantstoppet, mens de øvrige partier i Folketinget ’ikke ønsker et spekulantstop på nogen måde’.

Stigende kritik af regeringen
Men regeringen og boligministeren er i løbet af onsdag blevet stærkt kritiseret af Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, som siden onsdag eftermiddag har forhandlet om en ny aftale.

– Det er med stor undren, at vi konstaterer, at regeringen har opgivet at nå en aftale om Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 med Folketingets partier, skrev Radikale Venstre og de blå partier i en fælles pressemeddelelse forud for dagens forhandlinger mellem de fire blå partier og Radikale Venstre.

Det skete efter forhandlinger i ministeriet tirsdag aften, som ifølge de fem partier gik godt, og hvor ’både oppositionen og regeringens støttepartier udviste stor vilje til at nå til enighed’.

– Det var dog ikke muligt at nå til enighed om en karensperiode, før der kan iværksættes paragraf 5.2-renoveringer. Regeringen har foreslået en karensperiode på 7 år, hvilket et flertal af partierne afviste at gå med til, da en sådan vil udskyde vigtige klimainvesteringer i boligmassen, har Radikale Venstre og de fire blå partier forklaret.

Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 gør det muligt at hæve huslejen, hvis ejer moderniserer sit lejemål for minimum 258.000 kr. (beløbsgrænsen i 2019), når lejer er fraflyttet.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder