Boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet. Foto: Claus Bech
Boligminister Kaare Dybvad Bek (S). Foto: Claus Bech

Boligminister: Definitivt sammenbrud i forhandlinger om boligindgreb

Efter tre måneders forhandlinger om en politisk aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, har boligminister Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, valgt definitivt at indstille forhandlingerne.

– Regeringen har haft en klar ambition om at sætte en stopper for internationale kapitalfonde og kortsigtede spekulanter på det danske boligmarked. Men jeg må konstatere, at der ikke er opbakning i Folketinget, siger boligministeren.

Forhandlingernes helt store stridspunkt om en stramning af Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 har handlet om det såkaldte spekulantstop, der skulle ramme de mest kortsigtede investorer. Her har regeringen foreslået at indføre en karensperiode på 7 år – oprindeligt 10 år – før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne om en paragraf 5, stk. 2-modernisering.

Havde regnet med en snarlig aftale
– Jeg har hele tiden sagt, at jeg kun ville lave et indgreb, hvis det reelt ville ramme de kortsigtede spekulanter, samtidig med at vi friholder andelsboligerne. Derfor foreslog vi et spekulantstop, fordi det vil ramme de meget kortsigtede spekulanter og ifølge Finanstilsynet ikke vil ramme andelsboligerne. Derfor er jeg selvfølgelig også lidt uforstående over for, at der ikke er opbakning til forslaget, siger Kaare Dybvad, der tydeligvis er frustreret over de sammenbrudte forhandlinger.

Han gentog på et pressemøde onsdag formiddag i Transport- og Boligministeriet, at han er nervøs for, at opkøbene af billige lejeboliger, særligt i København, nu fortsætter:

– Vi har i de senere år set eksempler på udlejere, der chikanerer deres lejere og forsøger at presse dem ud, for at kunne hæve huslejen. Det er klart, at jeg er nervøs for, at vi nu fortsat vil opleve det pres på vores billige lejeboliger.

De definitivt sammenbrudte forhandlinger kommer få dage efter, at boligminister Kaare Dybvad på Estate Medias konference Boligdagene den 24. januar forventede at have afsluttet forhandlingerne med de øvrige partier om reguleringen af Boligreguleringslovens paragraf 5, stk inden for en måneds tid.

Se Kaare Dybvads forventning i dette videoklip:

Læs mere i Boligministeren: Afklaring på paragraf 5.2 inden for en måneds tid

Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2 gør det muligt at hæve huslejen, hvis ejer moderniserer sit lejemål for minimum 258.000 kr. (beløbsgrænsen i 2019), når lejer er fraflyttet.

Fakta: Udvalgte elementer i regeringens udspil

  • Spekulantstop: Der indføres en karensperiode, som betyder, at der efter overtagelse og gennemgribende modernisering af en ejendom skal gå 7 år, før lejefastsættelse må ske efter Boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2
  • Huslejebremse: Lejen vil fremover ikke kunne fastsættes væsentligt over det lejedes værdi (i praksis op til 10 procent over), men vil fremadrettet alene kunne fastsættes til maksimalt det lejedes værdi
  • Grønt energikrav: Der indføres et skærpet grønt energikrav, så ejendommen skal være bragt op på energiklasse C eller med to energiklasser før paragraf 5, stk. 2 kan finde anvendelse
  • Huslejenævn: Regeringen har spillet ud med en række forslag til en styrkelse af huslejenævnene
  • Andelsboliger: Karensperioden på 7 år skal ikke gælde, hvis en andelsboligforening omdannes til udlejningsejendom. Det betyder, at andelsboliger ved vurderinger friholdes fra værditabet som følge af karensperioden

Kilde: Regeringen

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder