Foto: FSB

Rekordmange konkurser i byggeriet

I 2019 nåede det samlede antal konkurser i bygge- og anlægsbranchen op på 1.119, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er rekord, der er ikke tidligere set så mange konkurser et enkelt år i statistikkens historie.

De 1.119 konkurser i branchen er en stigning på 114 konkurser i forhold til 2010, som tidligere var rekordåret.

– Ved første øjekast er konkurstallene fra 2019 skræmmende læsning. Det tidligere rekordår er overgået med mere end ti procent. Men det er vigtigt at skelne mellem aktive og ikke-aktive virksomheder, når man ser på statistikken, siger analysechef Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

Danmarks Statistik definerer en aktiv virksomhed som en virksomhed, der har beskæftigede og/eller en omsætning på mindst 1 million kr. om året.

– Det man skal holde sig for øje med de mange konkurser er, at antallet af konkurser blandt aktive virksomheder har været nogenlunde stabilt siden 2016, hvor der hvert år har været i omegnen af 500 konkurser. Rekorden er altså ikke udtryk for et enormt skred i konkurserne. Og til sammenligning var der tilbage i 2009 og 2010 i omegnen af 700 konkurser i aktive virksomheder, siger Andreas Fernstrøm.

Mindre aktivitet i sigte
Dansk Byggeri vurderer, at aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen vil blive mindre de kommende år. Det kan presse flere virksomheder økonomisk.

– De mange konkurser sidste år var i en periode med stor aktivitet i branchen. Derfor kan det give anledning til rynkede øjenbryn, at der nu er udsigt til, at aktiviteten falder. Det medfører erfaringsmæssigt, at vi kommer til at se flere virksomheder, der bliver tvunget til at dreje nøglen om, siger Andreas Fernstrøm.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder