Myndighederne har nu givet grønt lys til transformation af det tidligere Danmarks Akvarium til et nyt 4.300 kvm stort multikulturhus i Charlottenlund. Foto: Vilhelm Lauritzen Arkitekter/Rasmus Hjortshøj, Coast Studio – Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Det forfaldne Danmarks Akvarium bliver til multikulturhus

Den tidligere Danmarks Akvarium-bygning genopstår om små to år som et multikulturhus med blandt andet fitness, gastronomi, musik og kunst.

Det sker, når den redesignede bygning i Charlottenlund står klar i 2021. Akvariet flyttede i 2012 til Den Blå Planet på Amager.

Men nu skal bygningerne igen emme af liv, da myndighederne netop har udstedt byggetilladelse, der skal transformere akvariet til et nyt 4.300 kvm stort, offentligt multikulturhus.

I 2014 blev den bevaringsværdige ejendom købt af ejendomsudviklingskoncernen NPV, der oprindeligt havde planer om et strandhotel, men som nu er blevet enige med Gentofte Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen om, at arkitekt Gjerløv-Knudsens funkis-bygning fra 1939 skal blive til et kulturhus.

– Vi glæder os i den grad over, at der nu er grønt lys til transformationen, og at det er lykkes at fastholde det gamle akvarium som en kulturbærende bygning. Vi har fra starten haft en vision om, at det smukke hus skulle have nyt liv som et samlingspunkt, der kan skabe værdi i lokalområdet, siger adm. direktør Jens Schaumann, NPV.

Restauranter, musik og kunst
I flere år har NPV i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter arbejdet på transformationen, der skal give de historiske rammer på den fredede grund nyt liv.

Hvor der tidligere var cafeteria og museumsbutik, bliver der nu to restauranter med skovudsigt og et kulturområde med mulighed for kunstudstillinger og koncerter, ligesom der kommer lydstudier til kreative unge.

– Det nye hus får en spændende dynamik mellem fitness, gastronomi, musik og kunst. Alle de aktiviteter ligger godt i tråd med, at bygningen også tidligere fungerede som et åbent og folkeligt sted, siger Torsten Stephensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og designansvarlig på projektet.

Den nye bygning forventes efter planen at åbne i slutningen af 2021.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt

Populære nyheder