tirsdag 03. december 2019 09:36
Colliers og CBRE skal udleje 49.300 kvm lager- og logistikejendomme
Det bliver Colliers og CBRE, der skal formidle udlejning af 49.300 kvm lager- og logistikejendomme, som Taulov Dry Port opfører nu i Taulov ved Fredericia.
Med en samlet entreprisesum på 242 millioner kr. hører byggeriet til blandt de største i Danmark inden for lager og logistik.
Byggeriet står efter planen klar til indflytning i starten af 2021.
Investeringen i det 49.300 kvm store logistikbyggeri foretages af joint venture-selskabet Taulov Dry Port, hvor de to parter PFA og ADP over de næste 10 år med en samlet investering på 1,5 – 2,0 milliarder kr. vil udvikle Danmarks første multimodale transport- og logistikcenter.
– Der har i de seneste år været en støt stigende efterspørgsel efter strategisk beliggende og veldisponerede lager- og logistikejendomme. Der mangler kapacitet, og det er en udfordring at imødekomme efterspørgslen på dette område. Taulov Dry Port har det hele, det er et visionært logistikprojekt med en ideel infrastruktur. CBRE ser derfor frem til at præsentere næste etape af Taulov Dry Port med foreløbigt 49.300 kvm veldisponerede lager- og logistikejendomme til vores danske og internationale kunder, siger Anders Højer Rom fra CBRE.
I udformningen af det store lager- og logistikbyggeri er der lagt særligt vægt på fleksibilitet og funktionalitet. Byggeriet består af to separate bygninger med 10,5 meters frihøjde, som vil blive udlejet i enheder ned til 2.000 kvm.
Lagerenhederne er fremtidssikrede og opføres med de største miljøkriterier for øje, herunder for eksempel kravet til lavt energiforbrug.
Fakta: Taulov Dry Port
- ADP og PFA udvikler i joint venture-selskabet Taulov Dry Port som et multimodalt transport- og logistikcenter i Taulov med beliggenhed tæt på havn, motorvej og jernbane
- ADP ejer og driver Fredericia Havn og Nyborg Havn og driver Middelfart Trafikhavn
- Gennem kobling af Fredericia Havn og Taulov Dry Port bliver området omdrejningspunkt for udvikling af moderne lager- og logistikfaciliteter, der understøtter fremtidens intelligente og multimodale transportløsninger