Ceres Park og Arena, tidligere Aarhus Idrætspark. Foto: Wikipedia

Salling Fondene og Lind Invest vil donere 500 millioner kr. til nyt stadion i Aarhus

Salling Fondene og Lind Invest er klar til at donere 500 millioner kr. til et nyt stadion i Aarhus i området omkring Tivoli Friheden, Mindeparken og det nuværende stadion.

– Den store folkelige interesse for området omkring stadion viser, at der er behov for en sammenhængende plan, hvor hele området bliver tænkt ind. Med den indledende donation fra Salling Fondene giver vi Aarhus Kommune mulighed for at finde den rette, sammenhængende løsning, og samtidig er vi klar til at støtte med yderligere 250 millioner kr., så Aarhus kan bevare og forny dette enestående sted, siger Jens Bjerg Sørensen, formand for Købmand Herman Sallings Fond.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, Socialdemokratiet, er meget positiv.

– Med en potentiel kæmpedonation fra Salling Fondene og Lind Invest samt en vision for at udløse områdets fulde potentiale sikres det største sammenhængende rekreative storbynære område i Danmark – med sigte på kvaliteter for de næste 100 år, siger Jacob Bundsgaard, som med et ’storstilet projekt sigter på at forløse områdets potentiale’.

Borgmesteren har sat sig i spidsen for projektet og har i dag, mandag, sammen med rådmændene for Teknik & Miljø og Kultur & Borgerservice præsenteret en vision – ’Vision Kongelunden’ – der vil sikre udarbejdelse og realisering af en samlet plan for området ved det nuværende stadion Ceres Park, Mindeparken og Jydsk Væddeløbsbane.

Helt afgørende for Vision Kongelunden er den potentielle donation fra Salling Fondene og Lind Invest på 500 millioner kr., som samtidig er blevet præsenteret i dag. Donationen vil kunne sikre byggeriet af et egentligt moderne fodboldstadion og udgøre en ’katalysator for at forløse områdets potentiale’.

– Med en enestående opbakning fra Salling Fondene og Lind Invest åbner der sig en historisk mulighed for at skabe et sammenhængende område med fantastiske muligheder for byens borgere og gæster i vores tid og for kommende generationer. Det er mit håb, at vi nu kan samle alle gode kræfter i en fælles ambition om at skabe landets bedste legeplads, siger Jacob Bundsgaard.

Kan gå i gang mellen 2021 og 2023
Borgmesteren påpeger, at ’ambitionsniveauet kræver en by, der står sammen’ og at der ’derfor ikke må kunne sås tvivl om ejerskab til vision og proces’.

Borgmesteren vil sætte sig for bordenden i en overordnet styregruppe, hvor også de private partnere samt rådmændene for Teknik og Miljø samt Kultur og Borgerservice er medlemmer.

Hvis alt går efter planen, går arbejdet med Aarhus Kommune som bygherre i gang mellem 2021 og 2023 med den overordnede udviklingsplan, planlægning og de første anlægsarbejder.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddelte for nylig, at unionen ønsker, at Aarhus bygger et stadion med plads til 25.000 tilskuere, så landsholdet kan få et stadion i Vestdanmark. På pressemødet i Aarhus ønskede parterne ikke at komme ind på kapaciteten på et muligt nyt stadion.

Revisions- og konsulentvirksomheden PwC har tidligere beregnet, at salg af en række kommunale byggegrunde tæt på Marselisborgskovene kan finansiere et nyt stadion i Aarhus til 400 millioner kr.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder