Bygningen ved Hamborg Plads i Nordhavn skal blandt andet huse luksusbiografen Big Bio. Illustration: Arkitema Architects

Bygning til ny luksusbiograf på vej mod Danmarks første guldcertificering

For første gang nogensinde er en dansk bygning på vej mod bæredygtighedsguld i kategorien for flexbygninger. Den nye bygning skal blandt andet huse luksusbiografen Big Bio, og den lever op til så mange bæredygtighedskriterier, at den kan certificeres på guldniveau efter DGNB-standard.

Bygningen ligger på Hamborg Plads i Københavns Nordhavn og er netop blevet analyseret af Green Building Council Denmark. Her hæfter direktør Mette Qvist sig især ved bygningens konstruktion, der allerede i opførelsen tager højde for, hvordan bygningen med tiden kan ændre formål.

– Det er meget vigtigt, når vi bygger nyt, at det er transformerbart. Det er jo fantastisk, at man allerede i konstruktionsfasen tænker: ’Hvad skal det næste liv være for den her bygning?’, siger Mette Qvist.

Udviklingsselskabet By & Havn og kapitalforvalteren Nrep ejer den nye bygning og står samtidig bag udviklingen af by- og handelslivet i Nordhavn.

– Vi ønsker at være med til at skabe bæredygtige bydele i bred forstand, og her er kulturlivet vitalt. Derfor glæder jeg mig over, at der nu kommer blandt andet en biograf, som er med til at skabe fællesskab, oplevelser og sammenhængskraft i bydelen og samtidig bidrager til vores høje ambitioner om bæredygtighed.

– Byggeriet her er endnu et skridt ind i fremtiden, som løfter barren for, hvordan vi udvikler de københavnske bydele, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Bygningen er opført af materialer, som er fri for uønsket kemi, er langtidsholdbare og som i vidt omfang kan skilles ad og genbruges, når bygningen en dag skal bruges til noget andet, renoveres eller helt rives ned, fremhæver stifter og partner Rasmus Nørgaard, Nrep.

– Ejendommes opførelse og drift står for en enorm andel af det samlede CO2-udslip globalt. Det er klart, at branchen skal tage ansvar for at løse det problem. Det ansvar vil vi i Nrep gerne være med til at tage, og så mener vi i øvrigt, at det betaler sig at investere i bæredygtighed. Personligt mener jeg, at det er den bedste måde til at langtidssikre en investering, siger Rasmus Nørgaard.

Biografen forventes at åbne i december og drives af Henrik Obel, der også står bag Big Bio i Herlev.

Fakta: Teamet bag bygningen i Nordhavnen

  • Bygherrer: By & Havn og Nrep
  • Arkitekt: Arkitema Architects
  • Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
  • Totalentreprenør: Vestergaard Nielsen

16. januar 2020 står Estate Media bag en retailkonference i netop Big Bio i Nordhavn.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder