Estate Media –

Nyheder – Danmark

Ugen i ejendom: Butikker, byområder og håndtryk

Der blev givet håndtryk på flere aftaler om nyt samarbejde i den forgangne uge. Flere nye byområder så dagens lys på tegnebrættet, og så er der enighed om i flere dele af branchen, at oplevelser skal trække kunderne fremover. Men hvad er det egentlig, vi gerne vil opleve?

Kamilla Sevel

lørdag 16. november 2019 10:41

Retailmarkedet er pt. den mest udfordrede del af ejendomsmarkedet. Større onlinesalg har betydet, at omsætningen er faldet gennem en årrække, og det betyder, at det er sværere at trække kunderne ind i butikkerne. Så hvad kan man så gøre ved det? Det var et af de helt store spørgsmål på Europas største retailmesse, Mapic, i denne uge, hvor over 8.200 mennesker mødtes i Cannes for at diskutere retail-markedet.

Svarene drev desværre ikke ned af væggene i Palais des Festival, som de nogle gange har gjort, når mange beslutningstagere mødes på samme sted. Retailmarkedet skal drives af oplevelser. Det kunne de fleste blive enige om. Oplevelser med varerne, oplevelser med selve butikken, oplevelser i det omliggende bymiljø eller center og oplevelser i den samlede by, hvor man shopper. Alt det kræver naturligvis samarbejde, fordi der er mange parter involveret.

Det kræver så også noget andet. Nemlig evnen til at skabe oplevelser. Og det er her, at det bliver svært. For hvad er det, vi gerne vil opleve? I denne uge har jeg set i hobetal af eksempler på legelande, legepladser, interaktive boldspil, der kan implementeres på en væg i butikscentret, og animerede facader med for eksempel flyvende hekse og edderkopper til halloween – og noget andet på andre tider af året. Altsammen noget, der skal være med til at trække den samlede oplevelse op på et niveau, hvor man letter sig fra sofaen og går i fysiske butikker. Men personligt så jeg ikke oplevelsestilbud på buffeten i Cannes, der virkelig rykkede noget. De gode ideer ulmer muligvis, men de er ikke rigtig modnet endnu.

Men det er vejen frem. Det kan man blandt andet se i det nye butikscenter, The American Frem Mall, der er på vej i New Jersey til 30 milliarder kr., og hvor indholdet bliver 55 procent entertainment og kun 45 procent reelle butikker. Hvis du vil høre mere om butiksmarkedet, så har vi på Estate Media lige offentliggjort datoen for konferencen Nordic Retail 2020. Den bliver holdt den 16. januar.

Læs også Mapic: Retailere leder efter løsninger i usikkert marked

Læs også Oplevelser, oplevelser, oplevelser – Mapic er åbnet

Danskere og ikke mindst markedsføring af Danmark skulle man se langt efter på Mapic. Sverige har gennem foreningen Ncsc en solid markedsføring af svenske byer som destination, men Danmark er ikke synlig – ikke engang på den nordiske pavillon, når man ser bort fra Rambøll, som deltager via deres svenske afdeling.

I denne uge deltog mere end 100 hotelfolk, investorer og operatører i HotCop. Her kunne man høre Petter Stordalen, Lennart Lajboschitz og Rune Kilden, som nogle af de hotelbyggere, der i øjeblikket arbejder intenst med de rigtige oplevelser. For både i hotel- og i butiksbyggeriet gælder det, at der er stort – og for hotellernes vedkommende voksende – udbud. Så hvordan er det man sikrer sig, at netop den ejendom, som man ejer eller forvalter får succes for lejeren?

Læs også Petter Stordalen: Denne gang lykkes det

Et af svarene på Mapic var, at det gør man ved at samarbejde. Den traditionelle frase i ejendomsbranchen om, at det vigtigste er beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed blev udfordret. Footfall, footfall, footfall er det nye. Altså hvor mennesker færdes. Og der kan man ikke som ejendomsbesidder stå alene. For mens, man selv er herre over beliggenheden, så er det et samarbejde med andre private og offentlige parter, der skaber de veje, som kunderne går. Derfor var det også noget højtravende, men alligevel stof til eftertanke, da en paneldeltager sagde, at som udvikler af en butiksejendom, så køber man ikke bare en grund og bygger et hus.

Man køber en bid af den by og af det land, som ejendommen ligger i. Og man køber også en del af planeten. Alle de faktorer skal tages med for at investere i den rigtige ejendom, for så får man nemlig tænkt over både sin rolle i det omkringliggende samfund, projektets lokale og globale bæredygtighed i miljømæssig forstand, og hvordan man bedst understøtter områdets udvikling til egen og fælles gavn.

Det var i virkeligheden også den tankegang, som podcast-panelet var inde på i den seneste podcast, hvor der dels blev drøftet bofællesskaber og boliger, som panelet mente skulle skræddersyes mere til den enkeltes behov, og hvor der blev drøftet bæredygtighed, som et paradigmeskifte.

Læs og hør også Podcast Bofællesskaber og brancheglidning

Nogle af de elementer er nok noget, som bygherrerne bag flere af ugens mest læste nyheder, snart kommer til at dykke ned i. Albertslund har nu meldt sig på banen som en af de forstadskommuner, som vil være med til at tiltrække beboere, der for eksempel gerne vil bo tæt på København, men synes priserne er for høje i centrum. Den nedslidte Hersted Industripark kan blive forvandlet til et byområde til 24.000 beboere. Det lyder måske af meget, men det skal ses i lyset af, at der er godt vind i sejlene for byområder som Nærheden, Køge Kyst og Høje Taastrup C, og derfor ser det ud til at være rettidig omhu at melde sig i kampen om fremtidens boligkøbere og -lejere.

Læs også Forstadskommune vil bygge ny bydel med 12.000 boliger

Et andet boligområde, der kom op i denne uge var en lidt mindre aktuel historie. Og det sker altså nogle gange i vores digitale tidsalder, at historier kører på omgang i medierne uden måske at bibringe så meget nyt. Det kan vi på Estate Media heller ikke sige os helt fri for, og historien med Skanskas 500 boliger i Kløvermarken er nok ikke helt så konkret, som den ser ud til. Men den er et godt eksempel på, at netop nu er der formentlig masser af gang i lobbyismen fra mange forskellige projektudviklere med interesse i hovedstaden, men også med en oprigtig interesse for, hvilke dele af København, der skal udvikles hvornår.

Læs også 500 boliger kan være starten på nyt 750.000 kvm boligområde

Københavns Kommune sidder netop nu med alle høringssvarene til kommuneplanen og skal vurdere om rækkefølgeplanen, der afgør om et område skal udvikles fra og med 2019, eller det skal lægges i puljen med perspektivområder mod 2031, er den helt rigtige eller den skal justeres. Den slags har været helt afgørende for eksempel for Refshaleøen, der især i 90erne og 00erne til stor fortrydelse for de daværende ejere, blev lagt bagerst i puljen gang på gang.

De nuværende institutionelle ejere ved godt, at det er en langsigtet investering, og det har også været gennemgående for Skanska, der er en af verdens største bygge- og udviklingskoncerner, at deres grundkøb i Danmark har været meget langsigtede. Pt. bærer den strategi blandt andet frugt tæt på lufthavnen, hvor grundene er indkøbt i – så vidt jeg husker – 90erne, og nu er ved at blive forvandlet til et levende kontorområde under navnet Scanport. I Kløvermarken-området har Skanska ejet grundene i mere end 25 år.

En anden bydel, der trak overskrifter er den nye bydel i Hou syd for Aarhus, som i denne uge blev vundet af Domic og Nicolai Hommelhoff. De skal nu udvikle det 15.000 kvm. store område.

Læs også Hommelhoff vinder ny bydel med 7.500 kvm. boliger

Læs også PKAs første Gellerup-boliger bliver revet væk

Hvis du er en af dem, der har mange Linkedin-kontakter, så har du desværre nok også fået nogle af de beskeder, der tog til i denne uge fra nu tidligere MT Højgaard ansatte. Adskillige profiler på ledende poster og øvrige funktionærniveau er blevet opsagt i forsøget på at rationalisere virksomheden i kølvandet på endnu et skuffende resultat.

Der var engang, hvor der var ingen over, under eller ved siden af MT Højgaard. Det var ubetinget Danmarks største og vigtigste entreprenør. Den tid er forbi, men desværre er det ikke bare fordums storhed, der ikke længere er opnåelig. Det er i stadig højere grad en kamp om overhovedet at bibeholde pladsen blandt de største i Danmark.

Bestyrelsesmedlem Anders Heine Jensen overtog overraskende efter Torben Biilmann sidste år og håbet var vel, at en mindre byggemand og mere industridrevet profil ville strømline virksomheden. Nu starter jagten på en ny topprofil. Det skal være en profil, der ikke skeler til adskillige forgængeres manglende resultater, men alligevel tør tage chancen. Men det skal nok også være en profil med byggeerfaring og ikke mindst en profil, der har et stort netværk i bygge- og ejendomsbranchen og kan bringe sig ind i netværkene igen. For det har manglet de seneste år, hvor synligheden og MT Højgaards stemme i branchen er blevet mindre på flere niveauer.

Læs også MT Højgaard igen uden adm. direktør – op mod 140 afskediges

En af de ting, der blev tilbudt og talt om på Mapic i denne uge, var brugen af data. Adskillige start-ups var i Cannes for at præsentere alle afskygninger af målinger, apps og registrering. Men dataene skal også bruges til noget udover selvfølgelig at vide, hvilke annoncetiltag, der virker i den lokale avis. Og det er her, at branchen for alvor kommer til at være varsom for der skal naturligvis købes det, som der er brug for – hverken mere eller mindre.

En af dem, der leverer data til branchen og som har fundet endnu en anvendelsesmulighed for dem, er Exometric, der denne uge kunne offentliggøre et nyt samarbejde med True Market Value. Dermed tager dataene fra det Nrgi-ejede selskab endnu et skridt videre i ejendomsbranchen, og True Market Value kommer til at kunne levere data, der kan mere end de traditionelle rapporter, fordi de også inkluderer fremadrettede prognoser.

Læs også Exometric og TrueMarketValue tilbyder investorer flere data

Læs også Dansk startup på Mapic: Det går rigtig godt

I Aalborg kom der denne uge ny direktør for teknik- og miljø. Thomas Fokdal skal arbejde tæt sammen med rådmand Hans Henrik Henriksen. Aalborg har en noget anderledes konstruktion på det planmæssige område i forhold til flere andre kommuner, fordi det i praksis er stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, der ofte tegner forvaltningen udadtil via sin ledelse af Plan & Udvikling. I for eksempel København har stadsarkitekten ikke et egentligt stabsansvar.

Det bliver spændende at se, hvordan de to profiler nu positionerer sig i forhold til fordelingen af ansvaret.

Læs også Ny direktør for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg

På administrationssiden er det de to giganter Newsec og Deas, der stadig er størst, og det ændrede denne uges ændring af Sampensions valg af administrator ikke på.

Læs også Newsec overtager administration af portefølje på 23 ejendomme fra Deas

Og så er det ofte sådan, at jeg bliver spurgt, hvad der bliver læst mest på vores sider. Når nogle af spørgerne skal gætte, så gætter de ofte på artikler om bæredygtighed og visionære tiltag. Men sådan er det ikke helt, selvom det selvfølgelig er emner, som nok får størst betydning på den lange bane.

Denne uge var to af de mest læste artikler nemlig i kategorien virksomheder og mennesker. Den ene handlede om, at Gefion mister udviklingsdirektør Camilla Drachmann Gram til Casa. Og den anden, at den nye konstellation i By & Havn, hvor Nicolai Irminger Axholm mistede sit salgsansvar og overgik til ren udlejningsvirksomhed alligevel ikke bekom ham vel, selvom det så sådan ud i første omgang.

Læs også Casa henter direktør i Gefion

Læs også Nicolai Irminger Axholm opsiger stilling efter ny udlejningsstrategi i By & Havn

Og så er der kun tilbage at sige: Kom ud og oplev noget i weekenden og få inspiration til fremtidens udvikling af den gode oplevelse i bolig-, retail-, kontor- og hotelejendomme. Rigtig god weekend!

( Besøgt 574 gange, 1 besøg i dag )

Læs også:

Kommentarer

Seneste nyt

Heimstaden køber tyske ejendomme for 6,2 milliarder kr.

Bolig, Investering, Transaktioner / mandag 21. september 2020

Schmidt Hammer Lassen i stor nedtur – underskud på 40 millioner kr.

Pluss, Arkitektfirmaer, Regnskab og resultater / mandag 21. september 2020

Ejendomsbranchen bliver kørt over igen og igen

Redaktørens blog / fredag 18. september 2020

Bach Gruppen får standset byggeri på Bryggens Bastion

Byggeri, København / fredag 18. september 2020

Jeudan køber kontordomicil for 102 millioner kr. – og afslører planer

Pluss, Investering, Kontor, København, Transaktioner / fredag 18. september 2020

Sexisme – selvfølgelig er det også i ejendomsbranchen

Redaktørens blog / fredag 18. september 2020

Kommende konferencer

Torsdag den 24. september kl. 09:00

Finansiering af ejendomme

- strukturering, fremskaffelse og nye aktører

Onsdag den 30. september kl. 09:00

Erhvervs- og boligmarkedet i Odense

- projektudvikling og investering i Danmarks tredjestørste by

Estate Podcast

Seneste nyheder