onsdag 18. september 2019 09:06
72 boliger på vej i Horsens
Pædagogernes Pension (PBU) bygger 72 lejeboliger ved Bygholm Sø i Horsens. Første spadestik til projektet med boliger i enkeltstående punkthuse på Brahesbakke er netop taget.
Medlemmer i Pædagogernes Pension har fortrinsret til lejeboligerne, der forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2020.
Projektet er en del af et samarbejde mellem det almene boligselskab Domea Horsens, der bygger 40 almene boliger, det private typehusfirma Danhaus, der bygger 18 boliger, og altså Pædagogernes Pension, der opfører 72 lejeboliger.
Dermed har projektet med blandingen af både lejeboliger og ejerboliger en bred målgruppe, der blandet andet rummer både enlige, familier og +55-segmentet.
Det bliver Pædagogernes Pensions første investering i Horsens, og der er store forventninger til projektet i pensionsselskabet.
– Det er en langsigtet og robust investering, som kommer til at give gode afkast til vores medlemmer. Samtidig bidrager vi til en mangfoldig og bæredygtig boligmasse i høj kvalitet i Horsens, som er en attraktiv by i vækst, siger ejendomsdirektør Daniel Hedemann Nielsen, Pædagogernes Pension.
Han forventer, at projektet bliver DGNB Sølv-certificeret.
Læs mere i Horsens får nyt boligområde på 55.000 kvm