mandag 01. juli 2019 17:29
– Vi vil ikke gå glip af det nye
– Vi er et traditionelt ejendomsselskab, men vi er bange for ikke at have styr på den nyeste teknologi.
Den sætning kunne man overhøre på både tysk, fransk og engelsk, da Mipim Proptech åbnede mandag i Paris. Cirka 15 danskere var på plads til at tale med startups og etablerede virksomheder, der kunne tilbyde alle former for apps til at styre alt i en portefølje fra due diligence til sociale fællesskaber.
Nogle af de danskere, der i år var taget til Paris, var partner Anders Friis og advokat Maria Boisen Schmidt fra advokatfirmaet Plesner.
– Vi er her for at få inspiration til. Det giver masser af energi at se, hvordan andre gør. Ofte vil vi gerne innovationen, men man tør ikke altid lave processerne om. Vi er her netop for at se, hvordan vi bedst optimerer processerne, siger Anders Friis.
Plesner har allerede vedtaget, at advokatfirmaet har en digital strategi.
– Vi vil gerne være sikre på, at vi ved, hvad der sker i udlandet, men også have indsigt i, hvordan vi oversætter de mange buzzwords, der præger branchen til noget operationelt. Jeg forestiller mig for eksempel, at det kunne være i due diligence-processen, i anvendelsen af megadata eller i arbejdet med datarum, at man kan optimere processerne med ny teknologi, siger Anders Friis, der var taget afsted sammen med Maria Boisen Schmidt som led i en strategi om at sikre sig, at yngre advokater også bliver involveret i den nyeste udvikling.
Anders Friis er sikker på, at der er tale om en slags snebold-effekt.
– De næste to-tre år tror jeg bliver afgørende. Her vil vi se, at en række advokatkontorer vil rykke sig og få en langt mere digital tilgang. For os er det vigtigt at finde de løsninger, der ikke bare optimerer vores arbejde, men også giver værdi for kunderne. Jeg fornemmer stor vilje til at følge op teknologisk i branchen, men også afmagt, fordi man ikke ved, hvor man skal tage fat.
En af de andre danskere på Mipim Proptech er Jesper Kaas Nielsen fra Aberdeen Standard Investments. Han er i Paris sammen med fem andre fra Aberdeen fra hele Europa, der er udpeget til at spotte nye trends og sikre sig, at Aberdeen Standard sikrer sine investeringer i forhold til den teknologiske udvikling.
– Jeg synes, der er flere spændende ting hernede, men jeg har også hæftet mig ved et af de oplæg, der var mere filosofisk og handlede om, hvordan virksomheder skal agere i det 21. århundrede.
Det var filosoffen Anders Indset, der holdt oplæg på førstedagen i øvrigt sammen med en lang række af startups og ejendomsselskaber.
Læs også fra Mipim PropTech Teknologien skal ind i arkitekturen