fredag 03. maj 2019 09:18
23.500 kvm domicil solgt efter opdeling af kontor og lager
Ved udgangen af 2017 blev EDC Erhverv Poul Erik Bech mægler på salget af medicinalvirksomheden Takeda Pharmas tidligere domicil. Her rådgav man om at dele salget af ejendommen op, så det blev muligt at købe kontordomicilet og lagerbygningen hver for sig.
– Kontormarkedet i Roskilde er begrænset, da det ikke er mange der flytter fra deres kontorer, og derfor var det først og fremmest vigtigt, at vi fik opdelt ejendommen. Men vi anbefalede også, at der blev skruet helt op for den målrettede markedsføring for, at der var en chance for at finde en aftager, når det ikke var lykkedes på et tidligere tidspunkt, siger Arno Starup Werner fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Der begyndte derefter at komme en del henvendelser, og salget blev en endelig realitet i marts 2019. Køber af det 12.995 kvm store kontordomicil er SunPark, som opkøber og udlejer kontorejendomme, og køber af den 10.480 kvm store lagerhal er dansk-kinesiske Mille Food, som primært sælger deres produktion af modermælkserstatning til det kinesiske marked.
Peter Evang Hansen er direktør for SunPark ApS. For ham var det afgørende, at kontordomicilet har en god placering i forhold til SunParks resterende kontorbygninger i henholdsvis Køge og Ballerup. Desuden lagde han vægt på de kvalitetsmaterialer, som bygningen består af, samt domicilets gode p-forhold og beliggenhed tæt på motorvejen og Trekroner Station.
– Det er tydeligt, at der er investeret mange penge i ejendommen, der består af gedigne kvalitetsmaterialer såsom terrazzogulve, børstede stålgelændere og lækre havefaciliteter. Man kunne godt se, at det havde stået tomt i nogle år første gang, jeg så det. Men her var mægleren god til at se muligheder, fx for at rense facaderne. Men endnu vigtigere muligheden for at dele bygningen op, så den kan bruges til forskellige lejere og formål, siger Peter Evang Hansen.
Læs også Tendens: Ubenyttede kontorer kan bane vejen for mere lagerplads (+)
Læs også Tre ejendomme i Nordvest skal udvikles til boliger, hotel og butik (+)