tirsdag 19. marts 2019 12:57
Odder Kommune sender 25.000 kvm boliggrunde i udbud
Der er gang i byggeriet i Bendixminde, som er et nyt boligområde i Odder Vest. Nu tager Odder Kommune hul på næste etape af udstykningerne med to storparceller, der sendes i udbud.
På storparcellerne kan der bygges tæt-lav-bebyggelse og etageboligbebyggelse. Det samlede grundareal er på 24.432 kvm med en maksimal bebyggelsesprocent på 40. Der kan derfor bygges på 9.777 kvm på de to storparceller.
– Det er en meget attraktiv beliggenhed i et virkeligt smukt område. Der satses på kvalitet i selve bebyggelsen på de to storparceller ligesom i det samlede Bendixminde-område, hvor det er planen, at det skal være et blandet boligområde af høj kvalitet. Derfor åbner vi nu op for, at der kan bygges andre typer af boliger end parcelhuse, siger borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen.
I Bendixminde blev der sidste år sat 34 parcelhusgrunde til salg og godt halvdelen er nu solgt. I efteråret 2019 udbydes yderligere 27 parcelhusgrunde.
Bendixminde ligger i den nordvestlige del af Odder. Arealet afgrænses mod nord af Balle Bæk, mod vest af det åbne landskab, mod syd af Stampmølle Bæk og mod øst af Balle Skov.
Storparcellerne udbydes uden mindstepris. Fristen for at komme med et bud på storparcellerne er den 21. juni 2019 kl. 14.
Det er Colliers International Danmark, der står for salgsprocessen.
Læs også: Hjørring Kommune udbyder 13.000 kvm til byudvikling
Læs også: Finans Danmark: Højeste huspriser nogensinde
Læs også: Nyt 50.000 kvm lagerbyggeri i Taulov er en spekulativ trecifret millioninvestering