(Foto: PR)

Flertal sikrer 113 milliarder kr. til infrastruktur frem mod 2030

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet investeringer for i alt 112,7 milliarder kroner i den langsigtede plan for investeringer i infrastruktur, og en del af midlerne skal bruges på at sikre bedre opkobling i hele landet til de største motorveje. Dette kræver målrettede investeringer i de små og mellemstore statsveje, så udviklingen og væksten regionalt og lokalt bliver understøttet.

Aftalen om fremtidens veje og baner indeholder en lang række infrastrukturprojekter, der skal sættes i gang i perioden fra 2021 til 2030. Det gælder blandt andet en udvidelse af E45, midler til en ny midtjysk motorvej, udvidelser af motorvejene og ringforbindelserne på Sjælland samt en udvidelse af Fynske Motorvej syd om Odense og en tredje Limfjordsforbindelse.

Dermed er der altså ikke i denne omgang blevet plads til at investere i en motorvejstunnel øst om København. Derimod er Århus’ teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek begejstret for de kommende investeringer.

– Det er tydeligt, at infrastrukturen i og omkring Aarhus er presset, og der er mange projekter, hvor der er behov for udbygninger og forbedringer. Det er derfor positivt, at regeringen og Dansk Folkeparti har prioriteret en fortsættelse af udvidelsen af E45, hvor trafikken stiger nærmest dag for dag. Herudover glæder jeg mig over, at der er afsat penge til at forbedre kapaciteten på rute 26. Det er stærkt tiltrængt, siger Bünyamin Simsek.

Jernbaneinfrastrukturen vil frem mod 2030 gennemgå en omfattende modernisering, der skal understøtte jernbanens konkurrenceevne. Samlet set betyder det, at der investeres i jernbaneprojekter og indkøb af tog for op mod 71,5 milliarder kroner i de kommende år.

Der er i den nye aftale om investeringer også afsat penge til nye jernbaneknudepunkter ved Ny Ellebjerg og Glostrup stationer, en udvidelse af Københavns Lufthavn Station samt hastighedsopgradering på jernbanen mellem Ringsted og Odense. Endelig afsættes der midler til en helt ny bane over Vestfyn fra Odense til Kauslunde ved Middelfart, som fjerner en af jernbanens store flaskehalse, og der prioriteres en ny togbane mellem Vejle og Billund.

Læs også: Regeringen vil investere 2,5 milliarder kr. i Københavns Lufthavn-projekter

Læs også: Omegnsborgmestre: Sådan kan ”Lynetteholmen”-projekt påvirke vores tiltrækningskraft (+)

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder