Ugen i Ejendom: Klima, kvinder og den gode vilje

Der er mange, der taler om klimaet, og hvad vi skal gøre ved det. Men få gør noget. Ugens overraskende historie denne uge, som også blev blandt de mest læste, var, at partner i advokatfirmaet DLA Piper Kurt Bardeleben havde besluttet sig for netop at gøre noget i stedet for at flyve med strømmen og bekymre sig uden at handle.

Kurt Bardeleben steg torsdag på toget for at nå Cannes i tide og dermed er han sikker på at sætte et mindre klimaaftryk end alle os, der skal med fly til Nice i næste uge.

DLA Piper har i øvrigt også inviteret udvalgte til “konfliktmiddag” om udfordringer i byggeriet og andre til brunch om de 17 verdensmål. Nu er konfliktskyhed jo sjældent kendetegnende for advokater, der lever af at håndtere den slags, men det er alligevel forbilledligt, at DLA vælger at sætte konkrete og svære problemstillinger på dagsordenen til de sociale begivenheder, der i den kommende uge kommer til at forene bygge- og ejendomsbranchen på årets største netværksbegivenhed.

Læs også Med tog til Mipim: – Vi skal sætte et mindre aftryk

Hvis nu man gerne mere aktivt vil netværke og måske også med nye forbindelser, så er det i mange andre af livets forhold en anerkendt metode at swipe igennem forskellige profiler. Det vil Estate Media gerne understøtte og i denne uge lancerede vi en app, hvor deltagere i Cannes kan swipe sig vej igennem de forskellige profiler på den kommende uges messe og booke mødeaftaler direkte. Flere hundrede fik downloadet appen i løbet af de første 3 dage. Det er vi meget taknemmelige for – det  er jo altid rart at give en gave, som også bliver pakket op. Vi håber endnu flere vil downloade den i de kommende dage og ikke mindst, at den vil understøtte den kommende uges netværk på bedste vis.

Læs også Estate Media lancerer app til brug på Mipim

En anden form for netværk i ejendomsbranchen er det, der bliver kaldt “old boys network”. Hvem de gamle drenge præcist inkluderer er ikke så tydeligt. Hvis nu de var officielle og navngivne, så kunne man jo prøve at mingle med dem, men det er de ikke. Og hvor vil jeg så hen med den omgang tågesnak? Fredag var det kvindernes internationale kampdag. Selvom det ikke ligner en kamp i det daglige, så er slaget i forhold til at skabe lighed mellem kvinder og mænd og diversitet i bestyrelser og på direktionsgange i ejendomsbranchen, bestemt ikke vundet.

I bestyrelserne og såmænd også på direktionsgangene for ejendomsselskaber, arkitektfirmaer, i advokatpartnerkredse og hos erhvervsmæglerne er der nogle steder uhyggeligt få kvinder. Hvis for eksempel nu man tager Colliers. Her er der 0 kvinder i bestyrelsen, 0 kvinder i partnerkredsen, 2 kvinder i ledergruppen. Nordicals: Her er der 0 kvinder i bestyrelsen, 0 kvinder blandt de 31 partnere. Cushman Wakefield RED: En associeret kvindelig partner blandt 8 partner. Kommer vi til gengæld til nogle af de ikke partnerejede som CBRE, så begynder der at være lidt flere kvinder på toppen. Og kunne jeg have valgt nogle andre eksempler som Lintrup & Norgart, hvor Susan Lintrup er med i både bestyrelse og i partnerkredsen foruden en associeret kvindelig partner blandt 7 partnere. Selvfølgelig kunne jeg det. Men det ændrer ikke på, at der på ingen måde er ligestilling i ejendomsbranchen, selvom der er nogle få eksempler, hvor blot en enkelt kvinde trods alt har penetreret beslutningsniveauet.

Nu er det sådan set ikke for at hænge nogen ud, men mere fordi jeg tror, at man stille og roligt vænner sig til situationen og glemmer at stille spørgsmålstegn ved den. Selv i 2019. Ligesom at man glemmer, at kvindekampen handler om at skabe diversitet. Kampen er altså lige så aktuel for mænd som kvinder.

Jeg drøftede for et års tid siden problemstillingen omkring kvoter med en yngre kvindelig aktør i ejendomsbranchen. Hun mente, at man kunne da bare søge en stilling i en bestyrelse, for det ville alligevel være et nederlag, hvis man kom ind via  en kvote. Det sidste var jeg engang tilbøjelig til at give hende ret i. Men i takt med, at virksomhederne ikke selv rykker hurtigere, så var det måske meget godt, at man skubbede lidt på. Det første er jeg til gengæld helt uenig i. For hvor er det lige man søger bestyrelsesstillingerne? Ja, jeg ved det ikke. Bestyrelser er langt hen ad vejen selvsupplerende. Det er netværket, der rekrutterer og en gang imellem et rekrutteringsfirma. Derfor er der brug for, at der bliver gået anderledes systematisk til værks, hvis man vil sikre den diversitet, som det nu flere gange er bevist sikrer et firma bedre bundlinjer. Og nej, der skal altså meget gå-på-mod til at søge en stilling uopfordret – især på bestyrelsesniveau.

En måde at få flere kvinder til at turde ledelse på er at synliggøre de gode forbilleder. Derfor indførte vi på kampdagen i går en ny serie i vores Pluss-univers kaldet Kvinder i Ejendom. Her kommer vi i Estate Media til at sætte fokus på de gode forbilleder og give et indblik i, hvorfor de har valgt at gå til tops i ejendomsbranchen. Jeg glæder mig utroligt til at træffe mange stærke kvinder i branchen fremover, når der skal skrives portrætter til den del. Og med tiden får vi skabt en hel serie af kompetente ejendomskvinder.

Læs også Fascination af facader, mixed-use og byudvikling

Klima og kvinder var dog langt fra de eneste temaer, der prægede ugen. Newsecs opkøb i det danske marked bliver nu for alvor rullet ud, og ugens allermest læste nyhed blev, at Morten Jensen nu indtager topposten i danske Newsec.  Han kommer til at samarbejde med et administrationsselskab, der er i gang med en decideret turn-around efter et gedigent underskud. Og som nu smider Newsec-navnet endeligt.

Læs også Newsec Datea skifter navn efter underskud og omstilling

Læs også Newsec-topchef: – Min egen beslutning at gå

Læs også Ny adm. direktør i Newsec Advisory

Claus Hommelhoff har de seneste år været investor bag nogle spektakulære byggerier, der kommer til at forandre Aarhus mange år frem. Men nu har han også valgt at kaste sig over en formentlig mindre indbringende business case. Han vil nemlig bygge et kollegium til hjemløse. Nu er det ikke alle forundt at kunne bestemme så meget selv, at man kan vælge at gøre det man tror på. Men det er heller ikke alle, der kan bestemme selv og har råd, som så vælger at gøre det. Derfor hatten af for Claus Hommelhoff såfremt ideen bliver fulgt til dørs, og han rent faktisk får skabt et refugium for hjemløse, som virker. For som han siger:

– Jeg tror, at en social indsats bliver et must for virksomheder – og for alle. Det er ikke afgørende for mig, hvor meget, det kommer til at kaste af sig. 2 procent er rigeligt. Jeg har tjent de penge, jeg skal på at bygge.

Læs også Social investering: Jeg har tjent penge nok på at bygge

Den aarhusianske bygherre og udvikler Olav de Linde er en af de få, der tidligere har vist, at han med sin satsning på Bazar Vest, der gav indvandrere mulighed for at arbejde selvstændigt, var villig til at gøre en social indsats på bekostning af afkast. Jeg synes, der er god grund til at lade sig inspirere af nogle af de gode eksempler, der på den måde er i branchen og tør satse på andet end det sikre projekt.

Det kan man måske også sige om Realkredit Danmarks nyeste projekt. Sikkert er det ikke, at det bliver en succes, men derfor er der god grund til at prøve alligevel. Det drejer sig nemlig om en grøn obligation. Det har taget et godt stykke tid, før koden blev knækket til, hvilke krav en ejendom skulle opfylde for at være grøn, men nu er beslutningen taget og den er ret liberal forstået sådan, at alle ejendomme i energiklasse A og B kan få de nye grønne lån. Forhåbentlig kommer den nye obligation til at bane vejen for et større fokus på ejendommenes energiforbrug, og forhåbentlig er der interesse for at købe den, selvom den – måske – bliver lidt dyrere. Mon ikke, at den snart bliver fulgt af nogle af konkurrenterne?

Læs også Så meget billigere bliver grøn obligation

Læs også Danske Bank puljer grønne ejendomme

En anden pragmatisk løsning blev også til en god aftale for begge parter, da Aalborg Universitet og PFA fandt hinanden på en ny lejeaftale. Ekstraordinært fik de to parter forhandlet sig frem til en lejenedsættelse og samtidig fik universitetet fjernet minimumsreguleringen af lejen, så den i stedet følger nettoprisindekset. Og PFA – de fik til gengæld det, der indtil for få år siden var et helt ufravigeligt krav for en institutionel investor: En lang løbetid. Faktisk helt frem til 2031, og det er jo noget, der giver mulighed for stabilitet i excelarket.

Læs også PFA vil hellere have lavere pris og lang lejekontrakt

Læs også PFA sænker huslejen for Aalborg Universitet

Lidt shaky er der til gengæld nok nogle, der bliver over Casa-formand Eivind Koldings konklusioner på en tænketanksøvelse nedsat af borgmester Mia Nyegaard.

– Der skal bygges flere billige boliger, og de private skal være med til at løfte det.

Det kan flere og flere efterhånden nok blive enige om er en god ide. Men hvordan er det lige, at vi gør det og får glade udviklere med på ideen? Det bliver en af det kommende års store spændende udfordringer.

Læs også Casa-formand Eivind Kolding: – Vi skal bygge billige boliger

Til sidst var det også ugen, hvor Arp-Hansen koncernen købte Falck-huset i Bernstorffsgade uden at ville sige hvorfor. Men det bliver ifølge direktør Dorte Krak nok til en anvendelse indenfor “overnatningsindustrien”. Den havde jeg faktisk godt set komme. Og mon ikke det er rigtig fornuftigt af Arp-Hansen at gøre sig klar, men lige afvente i hvilket segment, der mangler udbud. På den måde står de bedre rustet i den kommende tid, hvor der bliver sprøjtet nye værelser ud i “overnatningsindustrien” i store dele af København. Nu er Arp-Hansen jo en stor koncern men helt billigt kan det naturligvis ikke være at have en ejendom af den størrelse liggende uden indtægt i længere tid.

Læs også Arp-Hansen køber Falck-huset på Polititorvet

Næste uge ses mange i branchen i Cannes. Til dem vil jeg blot ønske rigtig god rejse, og et “vi ses på Nordic Lounge tirsdag kl. 17-19”. Og til de mange andre vil jeg ønske en rigtig god arbejdsuge, hvor jeg fra tidligere år ved, at man måske får lidt mere fra hånden, når kollegerne forhåbentlig får toptunet effektiviteten og komprimeret flere måneders forretningsmøder på få dage. Det gælder om at få skabt gode relationer internt i den danske branche, men vigtigst sat et solidt og kompetent aftryk af, hvad den danske bygge- og ejendomsbranche kan overfor de mange internationale deltagere.

Rigtig god weekend!

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder